Verdens første film med webkamera er en realitet. Manden bag filmen, Jed Weintrob, betegnede i forbindelse med Europa-premieren i Berlin filmen som "et teknisk mareridt" at lave. Filmen er en sammenblanding af scener filmet med webkamera og med digitalt kamera. Dialogen mellem de forskellige skuespillere fungerer udelukkende over internettet, og at få det til at fungere har været den helt store udfordring for filmskaberen Weintrob.
Online" handler om flirteri over internettet. Den tager udgangspunkt i seks vilkårlige personers liv, som knyttes sammen af deres fælles interesse for det erotiske netsted Intercon-X. Personerne bliver nærmest besat af at være online, og filmen skildrer, hvordan online-sex uden personlig kontakt fylder mere og mere i personernes liv.
Jed Weintrob har haft problematikken tæt inde på livet. "Jeg har selv haft mine problemer med net-afhængighed, og kunne være online et helt døgn uden pause. Det kan gå hen og blive en meget usund situation, hvor man simpelthen falder udenfor det normale liv på grund af sit afhængighedsforhold til nettet - og de sexoplevelser man kan få der", siger Weintrob til CNet.
Filmen, der blev vist for første gang på Sundance Film Festival i USA i januar, har tiltrukket flere distributørers interesse, og vil helt sikkert dukke op i flere netrelaterede sammenhænge. Weintrob er allerede i gang med næste filmprojekt, der ligeledes er baseret på oplevelser fra teknologiens verden.