Telias opkøb af Orange i Danmark er nu en realitet og det nye selskab, Telia Mobile, har 1100 ansatte. Telia-ledelsen lægger dog ikke skjul på at der kommer til at ske fyringer i det nye selskab.
»Når man lægger to selskaber sammen til ét, er det klart, at der vil være dobbeltfunktioner,« siger den administrerende direktør for det nye selskab, Jesper Brøckner, der dog ikke vil sætte tal på hvor mange medarbejdere, der skal afskediges.
Heller ikke Telias direktør for Norge, Danmark og Baltikum, Kenneth Karlberg, lægger skjul på at det nye selskab skal skrumpes ind.
»Der er ikke noget andet teleselskab i Europa af vores størrelse, som har 1100 medarbejdere. Så derfor kommer vi naturligvis til at skære ned,« påpeger Kenneth Karlberg.
Kilder i branchen har tidligere gættet på op til 400 ansatte, men det tal vil Jesper Brøckner ikke kommentere.
Han understreger at det nu ført og fremmest handler om hvordan selskabet betjener kunderne bedst.
»Kunderne er i fokus først. Derefter må vi så se på hvor mange folk det kræver at give kunderne den service de skal have,« siger Jesper Brøckner.
Over for medarbejderne har Telia-ledelsen meldt ud, at fyringer tidligst kan komme på tale 1. marts næste år.