Chipfirmaet Intel vil lancere sin dobbeltkerne-processor Smithfield i andet kvartal af 2005. Det fortæller flere OEM- og bundkort-producenter til taiwanesiske DigiTimes. Men selvom introduktionen skulle falde mellem april og juni, kan processoren sandsynligvis ikke købes i større mængder før begyndelsen af tredje kvartal.
DigiTimes kan også fortælle at processoren kommer på markedet i tre varianter med 2,8, 3,0 og 3,2 GHz, der skal sælges under modelnummer 820, 830 og 840. Prisen bliver henholdsvis 241, 316 og 530 dollar i store styktal.
Men allerede den 20. februar kommer Intel på banen med en ny Pentium 4 med 64-bit-understøttelse og fordoblet L2-cache (2 MB) samt det såkaldte Execution Disable Bit (EDB) og en ny version af SpeedStep-teknologien.
I første omgang ventes Intel at introducere fire modeller, 630, 640, 650 og 660, som kører med 3,0 til 3,6 GHz og koster mellem 224 og 605 dollar. En Pentium 4 670 med 3,8 GHz følger i andet kvartal.