Kun en uge efter Apples introduktion af musiktjenesten iTunes på det europæiske marked er den største konkurrent, On Demand Distribution (OD2), blevet solgt til amerikanske Loudeye for 38,6 millioner dollar.
I første omgang betaler Loudeye 18,4 millioner dollar i aktier og 2,3 millioner i kontanter til OD2's aktionærer. Salgsaftalen indeholder en række konkrete mål, som skal nås i de kommende 18 måneder for at udløse en yderligere betaling på 17,9 millioner dollar.
OD2 blev grundlagt for fire år siden af Peter Gabriel og Charles Grimsdale og tilbyder musik til download gennem partnere som MSN, Coca-Cola, MTV og Virgin Music i Europa.
Ifølge firmaets egne oplysninger har OD2 solgt mere end en million sange i første kvartal af 2004.
Loudeye råder over et katalog med 4,6 millioner musikstykker, som bl.a. bruges af Apple. Hidtil har Loudeye koncentreret sig om det amerikanske marked.
Et af koncernens datterselskaber, Overpeer, tilbyder tjenester, som skal forhindre piratkopiering og spredning af musik gennem fildelingstjenester.