Apple er på vej til at få flere butikker i Norden. I øjeblikket er der 65 såkaldte Apple Premium Resellers i de nordiske lande, og Apple forventer, at der vil komme flere butikker til i løbet af 2009.
»Den løbende satsning på nye salgskanaler, som startede i 2005 er blevet intensiveret i løbet af 2008,« fremgår det af det seneste årsregnskab for Apples nordiske selskab, Apple AB.
Fremgangen kommer blandt andet fordi Apple har øget sit fokus på detailkanalen, foruden man har øget antallet af shop-in-shops med dedikeret salgspersonale, forlyder det.
Apple fik i regnskabsåret frem til udgangen af september 2008 en stigning i den nordiske omsætning på 33 procent til 2,91 milliarder danske kroner. Apple oplyser ikke, hvor stor en del af omsætningen, der kommer fra Danmark, men af regnskabet fremgår det, at 1,9 milliarder kroner kommer fra salg til kunder i Danmark, Norge og Finland. Her steg omsætningen en smule mere, med 36 procent. Overskuddet før skat blev på 30 millioner kroner.
Apples nordiske bestyrelse beretter, at succesen blandt andet kommer fordi, lanceringen af nye ipod- og iphonemodeller har givet en øget interesse for Apples produkter.