Først trak TDC det lille mobilselskab Telmore ind i folden. Så købte Sonofon Telmores lavpriskonkurrent CBB. Herefter overtog Telia sin nærmeste konkurrent Orange.
De tre opkøb fik de tre leverandører til i samlet flok at erklære den massive priskrig på mobilminutterne for afblæst.
Seneste opkøb i telebranchen er TDCs køb af det svenske selskab Song Networks, der efter flere år på markedet har hentet en del kunder fra netop TDC.
Det er et opkøb, som mødes med beklagelse hos telerådgiver Jimmy Barbo fra konsulentvirksomheden World Connections, der lever af at forhandle telekontrakter i hus for dansk erhvervsliv.
»Det styrker ikke ligefrem kundernes muligheder. Song har været en af de spillere, som virkelig har kunne tilbyde nogle af markedets laveste priser, samtidig med at kvaliteten og kundeservicen har været god,« forklarer Jimmy Barbo til IT-avisen ComON og fortsætter:
»Helt op til TDCs endelig overtagelse af Song Networks har vi hjulpet kunder til at skifte fra TDC til Song på meget mere favorable vilkår. Så længe de kontrakter løber, er TDC selvfølgelig bundet til de priser, men når de skal genforhandles efter et par år, kan man frygte, at det ikke er muligt at få de samme vilkår.«
Prisforskel på 100 procent
Ifølge Jimmy Barbo kan man som virksomhed med et forbrug på over 500.000 kroner årligt hos TDC maksimalt få forhandlet prisen ned på 12 øre i minuttet for fastnet-telefoni. Tilsvarende vilkår hos Song kan fås ned til seks øre. Lignende eksempler kan også opstilles for data, mobil og udlandsopkald.
»I og med at Song nu forlader markedet som uafhængigt selskab, kan man sige, at positionen som et kvalitetsmæssigt og prismæssigt fuldgyldigt alternativ til TDC er åben. Det vil være spændende i den nærmeste fremtid at følge med i, hvem der vil overtage denne plads. Som jeg ser det, er det spillere som Sonofon, Telia, Tele2 og Colt Telecom, der er de mulige bejlere til denne position.« siger Jimmy Barbo.
Dertil kommer at også et stigende antal småleverandører af IP-telefoni melder sig på banen. De presser prisen ned, men ifølge Jimmy Barbo bør virksomhederne ikke uden videre tage imod de billigere tilbud fra de IP-spillere.
»Områder som kundeservice og kvalitet spiller også en meget væsentlig rolle, og derfor bør virksomhederne være påpasselige med ikke at blive prøveklud for en lille operatør,« siger Jimmy Barbo.
Samtidig er de billige priser hos de små leverandører af IP-telefoni under pres. I et stort omfang har disse baseret deres tilbud på Songs netværk og kan se hen i mod at blive flyttet over i det noget dyrere TDC-net, hvis ikke de finder en alternativ leverandør.
»Og så kan dagene være talte for de udbydere, fordi minutpriserne i TDC-nettet vil stige så meget, at fordelen ved at skifte til de små IP-selskaber bliver mindre,« forklarer Jimmy Barbo.