Lærere er håbløst bagefter, når det handler om it. Eleverne er langt foran deres lærere, når det handler om it-viden, viser en ny opsigtsvækkende undersøgelse. Det skriver Berlingske Tidende.
45,9 procent af de 12-18-årige danskere tvivler på, om lærerne selv er i stand til at benytte internettet. Det viser en ny stor EU-finansieret undersøgelse, MEDIAPPRO. Cirka 42,1 procent fortæller, at skolen ikke lærer dem noget om sikker færdsel på internettet.
»Der er simpelthen opstået en generationskløft, hvor den ældre del af befolkningen ikke har den samme viden om internettet som den yngre del,« siger Susanne Boe, der er sekretariatschef i Medierådet for Børn og Unge, til Berlingske Tidende.
Medierådet for Børn og Unge har derfor udviklet noget materiale i form af en CD med undervisningsmoduler, så lærerne kan lære noget mere om it.