Det er en kendt sag at Sonys Playstation 3 og dens kraftige Cell-processor fra IBM kan bruges til andet end bare spil. PS3 er også meget velegnet til tunge regneopgaver, f.eks. klimaforskning. I USA har forskere hos Griffiss Air Force Base i Rome ved New York nu afsløret detaljer omkring deres PS3-projekter.
Det amerikanske luftvåben har allerede et cluster med 336 PS3-konsoller, som blandt andet bruges til at analysere og behandle store billedfiler.
Dette cluster skal fremover udvides voldsomt. Militæret har bestilt yderligere 2.200 Playstation 3 konsoller. Men her er der vel at mærke ikke tale om den nyeste Slim-udgave fra Sony, men derimod om den gamle, tykkere og mere strømslugende udgave. For det er kun muligt at installere Linux på den gamle version af konsollen.
De mange Cell-processorer skal bruges til analyse af radarbilleder og videomateriale og forskning inden for det såkaldte "neuromorphic computing", hvor man forsøger at simulere nervesystemer.