Artikel top billede

Space Adventures vil sende turister rundt om månen

I 2015 vil Space Adventures sende de første rumturister på en månetur.

Den kommercielle rumturisme kan få sit store gennembrud i de kommende år. Firmaet Space Adventures har allerede sendt otte private rumturister med russiske Sojus-rumkapsler til den internationale rumstation, men prisen ligger stadig mellem 20 og 50 millioner kroner per sæde, så det er bestemt ikke en billig fornøjelse.

På konferencen Digital Life Design i München kunne Space Adventures fortælle at man planlægger en tur rundt om månen i en russisk rumkapsel senest i 2015. Der er kun to pladser i kapslen, og den ene af pladserne er allerede solgt.

Erik Anderson, der er chef for Space Adventures, ville ikke fortælle hvem køberen er, men der skulle være tale om en ”kendt” person. Der er i hvert fald tale om en milliardær – prisen for turen er 150 millioner dollar.

Det er selvfølgelig ikke til at betale for almindelige mennesker, men allerede til næste år starter Virgin Galactic sine ture ud til kanten af rummet. Her er prisen ”kun” på 200.000 dollar.

Richard Bransons firma har fået den kendte arkitekt Norman Foster til at tegne en rumlufthavn i ørkenen i New Mexico, hvor turen ud i rummet starter.

Et fly kaldet WhiteKnightTwo fragter fartøjet SpaceShipTwo op i en højde af 15.240 meter, hvorefter rumskibet kobles fra og fortsætter alene ud til kanten af rummet. I fem minutter kan passagererne opleve vægtløshed og nyde udsigten fra rummet. Hele turen fra start til landing varer mellem to og tre timer.

George Whitesides, der er chef for Virgin Galactic, fortalte på DLD-konferencen at man regner med at transportere 500 passagerer ud i rummet bare i løbet af det første år. Der er blot plads til seks personer på hver flyvning, så det svarer altså til 83 ture.

”I hele menneskedens historie er der kun omkring 500 personer, der har været i rummet. Så bare på et år vil vi altså transportere flere ud i rummet end i hele rumfartens historie,” sagde George Whitesides på DLD.

White Knight Two ligner to fly, der er forbundet af en fælles vinge. De to opfindere, ingeniøren Burt Rutan og milliardæren Richard Branson, skal begge flyve med den første tur ud til kanten af rummet. Blandt de første passagerer på ventelisten er også fysikeren Stephen Hawking og filminstruktøren Bryan Singer.

En arabisk investor fra Abu Dhabi købte sidste år 32 pct. af Virgin Galactic for 280 millioner dollar. George Whitesides fortæller at Virgin Galactic vil bygge sin anden rumlufthavn i Abu Dhabi, hvis man får tilladelse til det af de amerikanske myndigheder.

Han forventer at prisen på de 200.000 dollar vil falde i løbet af nogle år, men det er nok stadig alt for dyrt for de fleste. Man kan også diskutere om der faktisk er tale om en ”rigtig” rumtur.

Ifølge George Whitesides kan passagererne forvente at se Jordens buede form og den mørke stjernehimmel i de fem minutter, hvor der også er mulighed for at opleve vægtløshed på kanten af rummet. Derefter går turen tilbage igen.

Hos Space Adventures arbejder man også på at udvikle sit eget rumfartøj, kaldet Armadillo, så man ikke længere er afhængig af russerne. Eric Anderson forestiller sig, at det en dag bliver muligt at flyve i et rumfartøj fra New York til London på 40 minutter eller bo på et hotel i kredsløb om Jorden.

”Jeg kan ikke sige, om prisen nogensinde kommer ned på 5.000 dollar. Men én ting er sikkert. Det kommer aldrig ned på 5.000 dollar medmindre vi starter ved 50 millioner dollar. Du er nødt til at skabe et marked og tiltrække investeringer, og så vil prisen også falde. Det er akkurat det samme, som der skete med personlige computere,” siger Eric Anderson.

På DLD blev Eric Anderson og George Whitesides spurgt om deres prognose for at nå Månen og Mars. Begge er enige om, at det burde være muligt at gennemføre en privatfinansieret landing på Månen i løbet af 10-15 år og en tur til Mars inden for 15-20 år.

Firmaer som Virgin Galactic, Space Adventures og SpaceX er i dag i stand til at bygge raketter og fartøjer, der er 10-100 gange billigere end det, som det koster at udvikle nye rum-transportmidler hos NASA og andre store statsejede organisationer.

”Nu har vi nået det punkt, hvor den private industri kan overtage opgaven med at transportere fragt og passagerer ud i kredsløb, og så kan NASA bruge sine ressourcer på at flytte grænserne og sende mennesker og robotter længere ud i rummet,” siger Eric Anderson, der selv har en fortid hos NASA.




IT-JOB
Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
KEYBALANCE A/S
Udvikling og salg af økonomisystemer samt CRM og MPS. Systemer til blandt andet maskinhandlere, vvs-branchen, vognmænd, låsesmede,handelsvirksomheder

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Sådan automatiserer du med Copilot

Høst fordelene og sæt strøm til processerne med Microsofts alsidige AI-assistent.

06. februar 2025 | Læs mere


Hybrid, on-premise eller public cloud. Bliv klogere på fremtidens datacenter

Få indblik i, hvordan du planlægger, designer og drifter dit datacenter, så det kan følge med virksomhedens vækst, støtter bæredygtighedsindsatsen og lever op til krav om effektiv datahåndtering.

25. februar 2025 | Læs mere


Identity Festival 2025

Er du klar til en dag, der udfordrer din forståelse af, hvad Identity & Access Management (IAM) kan gøre for din organisation? En dag fyldt med indsigt, inspiration og løsninger, der sætter kursen for, hvordan vi arbejder med IAM i de kommende år.

05. marts 2025 | Læs mere