Den nye grafik-processor GeForce 9400M fra Nvidia er et frontalangreb på Intels dominans på markedet for integreret grafik. Ifølge Nvidia er den nye GPU fem gange hurtigere og fylder kun halvt så meget i forhold til Intels Centrino 2 løsning (Montevina, Intel GM45 chipset) med integreret grafik.
Og Nvidia har allerede fundet den første kunde til sin nye GPU. Apple vil bruge processoren i sine Macbook, Macbook Pro og Macbook Air computere. Tidligere har Apple anvendt en integreret grafikløsning fra Intel.
Flere store kunder skulle være på vej, fortæller Nvidia, som fremhæver at grafikløsningen er optimeret til små mobile computere med skærmstørrelser på 10-12 tommer.
GeForce 9400M indeholder indeholder 16 parallelle processor-kerner, som leverer 54 GFLOP processorkraft. Det skulle gøre enheden til den hurtigste integrerede GPU på markedet i dag.
En teknologi kaldet Hybrid SLI giver mulighed for at kombinere GeForce 9400M med et eksternt grafikkort for at opnå større hastighed.
Nvidia har tidligere haft problemer med kvaliteten af materialerne i sine mobile processorer, men lover at problemerne nu skulle være løst.