Den nye version 3.5 af Mozilla Firefox blev frigivet tirsdag og de første anmeldere har allerede taget et grundigt kig på browseren. Mozilla hævder selv, at browseren er dobbelt så hurtig som forgængeren 3.0. Så der er især fokus på browserens hastighed. Og her er anmelderne enige om, at browseren er hurtigere end den gamle version, men ikke helt så hurtig som Apples Safari eller Googles Chrome.
Ildræven har til gengæld ingen problemer med at løbe fra Microsofts dominerende Internet Explorer og den norske Opera i denne JavaScript benchmark-måling, som ZDNet har foretaget. Google har investeret mange kræfter i sin danskudviklede JavaScript-motor i Chrome, og det kan mærkes. Men det skal tilføjes, at forskellene er så små, at de næppe har den store betydning for den almindelige bruger.
Faktisk skulle den nye Firefox have haft versionsnummeret 3.1, men udviklerne valgte at springe til 3.5 for at signalere, at der er sket rigtig meget siden sidste version 3.0. Efter fire betaer og tre release candidates må man da også forvente, at programmet er rimelig gennemtestet.
CNET bemærker i sin anmeldelse, at browseren nu har fået Private Browsing, som er en funktion der allerede kendes fra IE, Safari og Chrome. Nu kan man surfe anonymt på nettet uden at efterlade spor i browserens history, cookies eller andre steder med tastekombinationen CTRL+Shift+P. Det kan især være nyttigt, hvis man låner en offentlig computer og ikke ønsker, at andre brugere skal kunne se hvilke sider man har besøgt.
Der er generelt flere muligheder for at fjerne dele af browserens history-arkiver, f.eks. alle sider man har besøgt i det sidste døgn, og en funktion som "Forget this site" giver mulighed for at fjerne alle registreringer af besøg på et bestemt websted.
På multimedie-fronten er der nu integreret understøttelse for åbne formater som Ogg Vorbis og Theora - se en eksempelvideo på denne side. Ogg er et open source-baseret alternativ til Flash, som bl.a. anvendes på Youtube. Flash har etableret sig som en webstandard, men er stadig ejet og kontrolleret af Adobe.
Flere anmeldere har også noteret, at Firefox 3.5 nu kræver mindre hukommelse end forgængeren. Det er selvfølgelig især en fordel, hvis man installerer browseren på en netbook eller en lidt ældre computer. Med to åbne faneblade forbruger Firefox omkring 66 MB, mens Safari sluger det dobbelte.
Som beskrevet i denne anmeldelse fra PC Magazine, er browseren nu også "location aware" - den kan altså selv finde ud af, hvor du er henne i verden, og komme med relevante lokale søgeresultater. Denne funktion skal dog først aktiveres manuelt.
På denne side kan man følge med i antallet af downloads for Firefox 3.5, og den har i skrivende stund allerede rundet fire millioner downloads, heraf 20.000 i Danmark.