Et acceptabelt resultat under de givne forudsætninger skriver ledelsen for Konica Minolta Business Solutions Denmark i sin regnskabsberetning. Tallene dækker nemlig over, at resultatet før skat blev et minus på 2,3 mio. kr. mod et overskud året før på beskedne 0,2 mio. kr. ligeledes før skat. Når resultatet efter skat alligevel bliver på 9,2 mio. kr. skyldes det ændringer i værdiansættelsen af visse udskudte skatteaktiver.
Den realiserede omsætning faldt med 6,1 procent fra 328 mio. kr. sidste år til 308 mio. kr. i 2003, hvilket især tilskrives prisfald på hardwaren i et meget konkurrencepræget marked. Til gengæld havde virksomheden fremgang på kerneområder som kopi, print og service.
Medvirkende til resultatet har også været, at den digitale forvaltning blandt både private og offentlige virksomheder for alvor slog igennem i løbet af året. Løsningssalget voksede således til det dobbelte, og salget af farvekopimaskiner steg med næsten 50 procent.
Øvelsen i løbet af året har især været at forbedre likviditeten, noterer ledelsen, hvorfor varelagrene nu netto udgør godt 31 mio. kr. mod knap det dobbelte sidste år. Samtidig har der været fokus på udestående fordringer, ligesom kreditgivningen er strammet op.
Set hen over de sidste fem år, er det dog trods konstant faldende omsætning gået den rigtige vej for Konica Minolta. Fra et underskud i 1999/2000 på 35 mio. kr. og til det nævnte overskud på 9,2 mio. kr. i år. I samme periode er egenkapitalen vokset fra 13,3 til 38,4 mio. kr., mens det gennemsnitlige antal ansatte er reduceret fra 328 til 220.