Hvis alt forløber planmæssigt, vil Microsoft frigive den anden beta-version af Internet Explorer 8 om en uge. Derfor søger softwaregiganten en hel del brugere, der vil hjælpe med at teste browseren og indrapportere fejl.
For at tiltrække så mange som muligt lokker Microsoft med invitationer til test-versioner af andre - og større - produkter. De personer, der tilmelder sig til firmaets tekniske beta-program for IE8, kan ligeledes få mulighed for at teste kommende beta-udgaver af Windows 7 eller Office 14, skriver BetaNews.
I tillæg gør Microsoft andre beta-versioner tilgængelige for firmaets registrerede test-hjælpere, som resten af offentligheden ikke vil have mulighed for at få fingre i. Eksempelvis er det sandsynligt, at en tredje beta-udgave af IE8 vil blive frigivet udelukkende for denne gruppe mennesker, inden den endelige version bliver tilgængelig for alle senere på året.
Hvor IE8 Beta 1 fortrinsvis var rettet imod udviklere, er den nye beta-version møntet på slutbrugerne.
På Microsofts IEBlog kan man finde mere information om, hvordan man kan blive registreret som beta-tester.