Tusindvis af flyrejsende i USA blev tirsdag ramt af forsinkelser efter et computernedbrud hos Federal Aviation Administration (FAA). Det melder CNN. Nedbrudet skete hos ét af to nationale datacentre, som styrer hele flytrafikken i USA. Hele den elektroniske datakommunikation måtte herefter sendes gennem det andet center i Salt Lake City, Utah, og det medførte at datasystemerne blev overbelastede.
Problemet startede tirsdag eftermiddag amerikansk tirsdag og det menes at op mod 40 lufthavne har været berørt af nedbrudet. Passagerne måtte i nogle tilfælde vente i flere timer på deres afgang.
Men de amerikanske luftfartsmyndigheder afviser, at flysikkerheden har været i fare. Ifølge myndighederne var de omkring 5.000 fly som allerede var i luften på det tidspunkt, hvor nedbrudet skete, ikke berørt af problemet, kun de fly som endnu ikke havde forladt startbanen.
Sent tirsdag aften var flytrafikken igen normaliseret i de fleste lufthavne i USA. Årsagen til nedbrudet kendes ikke endnu, men USA blev ramt af et lignende problem den 8. juni sidste år, hvor mange flyafgange blev forsinket eller aflyst helt.