Kun en forsvindende lille del af Indiens befolkning på mere end en milliard mennesker har adgang til en computer. Indiske forskere har forsøgt at løse dette problem med udviklingen af en ny og billig computer, Simputer, som kan betjenes med talte kommandoer eller en pen.
I 2001 kunne ComON fortælle at Simputer var færdigudviklet, men projektet har siden været plaget af forsinkelser. Først nu - seks år efter projektet blev startet i 1998 - er den lille håndholdte computer omsider klar til lancering.
De to selskaber som skal producere maskinen oplyser at forsinkelsen skyldes manglende investeringer og begrænset interesse fra de store distributører.
Picopeta Computers regner dog alligevel med at sælge 50.000 enheder til en stykpris på 220 dollar i det næste år. Det er omtrent halvdelen af prisen for en komplet pc.
Simputer indeholder en 206 MHz processor, 64 MB hukommelse, mikrofon, højttalere og batteri som holder i seks timer.