Intel vil ifølge taiwanske producenter af bærbare pc'er sænke priserne på selskabets Celeron-processorer som modtræk mod AMD nye billige processorer.
Prisfaldet, der ifølge Digitimes kommer den 22. august, vil også omfatte de helt nye Celeron D-modeller. Samtidig ventes det, at Intel vil introducere en ny Celeron D model, Celeron 340 (2,93HGz).
Digitimes skriver, at Intels priser vil falde med mellem 6,7 og 13 procent.
AMD annoncerede i starten af juni, at selskabet vil lancere en ny serie billige pc-processorer kaldet AMD Sempron, der retter sig mod såvel stationære som bærbare pc'er både på jobbet og i hjemmet.
Ifølge AMD vil de nye processorer være et godt tilbud til dem, der ikke kun ønsker at bruge pc'en til tekstbehandling, e-mails og surf på nettet, men også vil downloade musik og sende digitale billeder til familie og venner.
AMD har endnu ikke offentliggjort, hvornår de nye processorer sendes på markedet.