For første gang i 20 år vil den amerikanske bilproducent General Motors sende en it-kontrakt i åbent udbud. Det skønnes at kontrakten har en værdi på mindst tre milliarder dollar om året.
»Det er sandsynligvis den største it-kontrakt, som en virksomhed nogensinde har sendt i udbud,« siger Ralph Szygenda, chief information officer (CIO) hos General Motors, til Detroit News.
I øjeblikket står Electronic Data Systems (EDS) for to tredjedele af it-driften hos General Motors, mens den resterende tredjedel deles mellem andre firmaer som IBM og Hewlett-Packard.
Ifølge Detroit News repræsenterer GM-kontrakten 10,5 pct. af den samlede omsætning hos EDS. Den nuværende kontrakt udløber i juni 2006.
»Vi gør det ikke, fordi vi er skuffet over EDS, men vi ønsker at se, hvilket potentiale der er i markedet,« siger Szygenda.
I 1996 gennemførte GM en konsolidering af sine it-systemer, som medførte en årlig besparelse på en milliard dollar. GM forventer at kunne opnå en lignende besparelse ved at få forskellige leverandører til at afgive bud på it-driften.
Szygenda vil ikke udelukke, at flere leverandører skal deles om den endelige kontrakt.