LoveFilm har fået succes med filmudlejning via nettet. Kunderne får filmene sendt til postkassen, og de får først en ny film, når den gamle er returneret. Bøder findes ikke, men der betales et fast abonnement hver måned.
Præcis den forretningsmodel vil et andet nyt dansk firma overføre til konsolspil.
Gamescribe ApS har levet i det skjulte i nogle måneder og regner med at sætte fuldt drøn på reklame-indsatsen, når en ny teknisk platform er implementeret i næste måned.
Firmaet er stiftet af to iværksættere, der har fået Lasse Jensen med som investor og sparringspartner. Den samme Lasse Jensen, som var med til at starte videoudlejningstjenesten Digitarian, der senere solgte forretningen og 20.000 kunder til britiske LoveFilm. Lasse Jensen er stadig aktionær i LoveFilm, men det britiske selskab har intet med opstarten af Gamescribe at gøre. ”Gamescribe er en rigtig spændende idé, for det bygger jo på samme forretningskoncept som LoveFilm. Og det bliver jo endnu mere interessant nu, fordi markedet for spil er blevet større end film-markedet,” siger Lasse Jensen til ComON.
Gamescribe er et abonnementsbaseret firma, og selskabet tilbyder flere forskellige prismodeller. Alt efter hvor mange spil, og hvor lang tid kunden vil beholde spillet, kan man komme til at betale mellem 100 og 300 kroner om måneden. Og det er nødvendigt med de mange forskellige modeller, fortæller Lasse Jensen. De første måneder med kunder i butikken viser, at børnefamilierne vil beholde deres Wii eller DS-spil i længst tid. Til gengæld låner Xbox- og PlayStation-ejere mange flere spil.
På børsen
Konsolspillene dukker op hos Gamescribe, så snart de sættes til salg ude i butikkerne. Der er altså ikke nogen karantæneperiode, som musikindustrien for eksempel har lagt på ny musik, der lånes ud på biblioteker. Generelt har spilfirmaerne ikke været svære at overtale til konceptet, fortæller Lasse Jensen.
Det kan hænge sammen med, at man andre steder i verden har demonstreret, at der er gode penge i spiludlejning.
”I USA findes Gamefly, som faktisk er på vej mod børsen. De har nogle ganske interessante tal, som viser, at der er et marked for det her,” fortæller Lasse Jensen, der mener, at spilbranchen kun kan glæde sig over Gamescribes eksistens.
”Erfaringen fra LoveFilm viser jo, at LoveFilm-kunder ikke blot ser flere film end gennemsnittet. De går også mere i biografen og køber også flere film. Det samme kan vi gøre med Gamescribe. Vi kan opdyrke nye markeder og ikke mindst få fat i casual gamerne,” siger Lasse Jensen.
Selv om det er et nyt marked, så har i nogle konkurrenter. For eksempel har mange biblioteker kastet sig over computerspil?
”Jo, og jeg synes også, at det er fint, at bibliotekerne tilbyder sådan en service, men jeg mener, at den service, vi tilbyder, er anderledes. På bibliotekerne har du spillene i en kort periode, og de får du en bøde, hvis du afleverer for sent, men hos os betaler du måske 129 kroner, og så ved du, at du har spillet derhjemme en måned. Generelt tror jeg ikke, at vi henvender os til folk, der vil låne spil på biblioteket,” siger Lasse Jensen, der dog også skal forholde sig til konkurrence fra Blockbuster, der udlejer spil på dagsbasis.
Gamescribe vil også snart ”låne” en feature hos amerikanske Gamefly. Nemlig muligheden for at købe de udlejede spil, hvis man forelsker sig i dem i lejeperioden. Også salg af hardware og tilbehør skal på menukortet.