Ejer og stifter Per Lang fra Wick-it har i fire år beskæftiget sig med brancherelaterede systemer til vvs-branchen. Men blandt andet uheldige oplevelser med sælgere har fået firmaet til at gå konkurs.
»Jeg ansatte to sælgere i november, som skulle følge op på salget til eksisterende kunder. Men det var for tidskrævende, fordi de skulle oplæres og holdes i hånden et stykke tid. Jeg var uheldig med de sælgere, som jeg ansatte fordi de simpelthen ikke var dygtige nok,« fortæller Per Lang og fortsætter:
»Og det blev ikke bedre af, at én af sælgerne meldte sig syg for at bruge tiden på en privat-flytning. Der er også andre episoder, som jeg helst ikke vil gå i detaljer med.«
Per Lang arbejdede fra hjemmeadressen i Odense i tre år, men da opgaverne voksede, og han ikke kunne overkomme arbejdsbyrden ene mand, besluttede han sig for at flytte firmaet til en almindelig kontorbygning.
»I løbet af et enkelt år har jeg haft mange store omkostninger, der har lagt os ned. Blandt andet flytningen til nyt kontor og ansættelsen af nye folk. Nu håndterer kurator sagen. Og jeg har det egentlig ret skidt med ikke helt at vide, hvad der nu kommer til at ske, og det samme gælder for vores kunder,« beretter han.
Og Per Lang bekymrer sig ikke over, hvad han skal lave i fremtiden.
»Jeg har fået et nyt job, men jeg vil helst ikke ind på, hvad og hvor det er. Men jeg har besluttet mig for én ting. Jeg vil aldrig være selvstændig igen,« lyder det fra ham.