Springet fra 32- til 64-bit er allerede godt i gang når det gælder kraftige servere, men der kommer til at gå noget længere tid, før de fleste almindelige pc'er kører med 64-bit. Både Intel og AMD tilbyder ellers 64-bit-processorer til pc'er, og Windows findes i 64-bit-versioner til såvel servere som pc'er, men der mangler applikationer, som udnytter mulighederne i 64-bit-teknologien.
Ifølge den norske nyhedstjeneste digi.no står 64-bit-versionen af Windows for 20 procent af server-salget, mens det kun er 2-3 pct. af de solgte Windows-eksemplarer til pc'er, der kører med 64-bit.
Microsoft forklarer forskellen med, at almindelige pc'er har tilsluttet langt mere ekstra-udstyr end servere. Det kan gøre det svært at opgradere, fordi man skal skaffe 64-bit-drivere til alt sit udstyr.
»Derfor sælger vi kun 64-bit-versionen med nye maskiner. De fleste brugere har som udgangspunkt komponenter eller tillægsudstyr som ikke vil fungere med 64-bit-Windows. De må vente på 64-bit-drivere til alle komponenter, såsom skærme, harddiske, scannere og kameraer. Har du en gammel komponent som der ikke kommer driver til, må den skiftes ud,« siger Rune Lystad i Microsoft Norge til digi.no.
En anden forklaring på den langsomme udbredelse kan være, at de fleste eksisterende 32-bit-programmer til pc'er slet ikke kan udnytte potentialet i de nye 64-bit-processorer. Det kræver, at programmerne bliver skrevet om. Der findes stort set ingen spil, der er skrevet til 64-bit.
Mens springet til 64-bit kræver nye programmer og drivere er det lettere at skifte til dobbeltkerne-processorer. De to kerner er usynlige for både styresystem og programmer.