En aktiehandel mellem storinvestor Henrik Schimming og finansmand og bestyrelsesmedlem Claus Stenbæk efterforskes nu af Anklagemyndigheden for Særlig Økonomisk Kriminalitet, SØK. Aktiehandelen vedrører ifølge Morgenavisen Jyllands-Posten blandt andet et køb af 1.900 aktier til en værdi af godt 40.000 kr. SØK ønsker ikke at kommentere sagen.
Handlen skete kun tre dage før Maconomy i december 2007 annoncerede en vækstplan, der sendte aktiekursen op med 19 procent. Det skriver Jyllands-Posten tirsdag.
Ifølge sælgeren af aktierne, Henrik Schimming skete aktiehandlen som led i en gammel aftale, han havde med Claus Stenbæk og endnu et bestyrelsesmedlem, Michael Havemand. Begge bestyrelsesmedlemmer blev oprindelig indsat i Maconomys bestyrelse efter ønske fra Henrik Schimming.