På landsplan er der i dag mere end fire gange så meget bredbåndstrafik som telefonitrafik på landets 3,2 millioner kobberlinjer, viser nye beregninger fra TDC. Tallene dokumenterer, at danskernes interesse for at surfe på nettet er eksploderet i omfang.
»Det er en fantastisk udvikling i betragtning af, at det ikke er mere end syv-otte år siden, de første kunder fik ADSL. Som billedet er nu, giver det mere mening at tale om, at TDC driver et landsdækkende datanet, frem for at blive ved med at kalde det et telenet,« siger Carsten Dilling, koncerndirektør for TDC Fastnet Norden.
I øjeblikket er 80 procent af trafikken på kobbernettet datatrafik, mens 20 pct. er almindelig taletrafik. Det meget populære ip-telefoni - hvor samtaler overføres over internet - bliver også registreret som datatrafik på telenettet.
TDC oplyser at selskabet har mere end 800.000 ADSL-kunder. Trafikken stiger efterhånden som flere begynder at se film eller tv over nettet. Download af musik og software-opdateringer fylder også godt. Og snart kommer nye hurtige forbindelser med op til 50 megabit i sekundet.
Teleselskabet forventer at datatrafikken i løbet af få år vil vokse til at udgøre 98-99 pct. af den samlede trafik på det net, der oprindeligt kun var indrettet på at formidle ganske almindelige telefonsamtaler.
Med til at drive udviklingen er også, at mange dropper deres fastnettelefon til fordel for mobiltelefonen. TDC bekræfter, at der har været et fald i antallet af kunder med fastnettelefon i de senere år.
»Væksten i datatrafikken har dog langt overgået faldet i samtaletrafikken, og brugen af vores kobbernet er større end nogensinde. Det er tydeligt, at dette netværk også har evnen til at skalere ind i fremtiden,« siger Carsten Dilling.