Lidt over middag torsdag modtog 2000 danske virksomheder en invitation fra Danmarks Eksportråd under Udenrigsministeriet til et seminar. I mailen kunne virksomhederne samtidig læse mailadresserne på samtlige andre modtagere af mailen.
»Vi har ikke været opmærksom på, at det kunne ske og vi beklager det selvfølgelig dybt,« siger fuldmægtig Svend Lykke Schmidt, der var den konkrete medarbejder i Eksportrådet, som trykkede på send-knappen.
Datatilsynet fastslog i august, da ejendomsmæglerkæden Nybolig lavede en lignende svipser, at det er klokkeklar overtrædelse af persondataloven ikke at skjule e-mailadresser, når man laver masseudsendelser til adresser, som man netop har fået oplyst under betingelse af at de ikke blev videregivet.
I samme forbindelse fastslog it-sikkerhedseksperten Preben Andersen fra DK-CERT, at det desuden gør modtagerne ekstra sårbare overfor spam, at deres mailadresser bliver spredt vidt og bredt.
»Når man tilmelder sig et nyhedsbrev, så giver man noget fra sig af privat karakter. Det kan blive misbrugt i en sammenhæng som for eksempel til spam,« forklarede Preben Andersen i august til IT-avisen ComON.
Invitationen fra Danmarks Eksportråd handlede om et seminar om "Credit Management", som bliver afholdt den 7. og 8. december i Århus og København.