Dagen i dag været har været ventet med spænding i det meste af telebranchen. Det var nemlig dagen, hvor IT- og Telestyrelsen offentliggjorde de priser, som TDC må tage for leje af henholdsvis fibernettet og kabel-tv-nettet – to netværk, der blev tvangsåbnet ved en tidligere beslutning for over et år siden
De faktiske priser er fastsat efter komplicerede matematiske modeller, og de nærmere betingelser, som konkurrenterne kan leje sig ind på, er så kringlede, at ingen hos de øvrige teleselskaber tør give en klokkeklar melding før materialet fra IT- og Telestyrelsen har været nærlæst, prøveberegnet og gransket af eksperter frem til den anden side af påsken.
Den generelle konsensus hos teleselskaberne synes dog ved en rundspørge fredag eftermiddag at være en mild applaus og en kvart smiley til fiberpriserne, mens omkostningerne og mulighederne på det tvangsåbnede kabel-tv-net blot efterlader de fleste TDC-konkurrenter med et skuffet skuldertræk.
30 procent lavere fiberpris
Telestyrelsen selv siger, at pris-fastsættelsen giver billigere bredbånd. På fiberområdet, som har været åbent hele tiden, nedsættes lejepriserne således med op til 30 procent, siger styrelsen. På kabel-tv-området, der bliver åbnet for første gang, betyder åbningen og de fastsatte priser, at andre kan komme til og skabe yderligere konkurrence på bredbåndsmarkedet – til gavn for forbrugerne.
Men hos de selskaber, der lejer sig ind på TDCs net, er smilene mindre brede:
Humlen ved forholdene på kabeltv-nettet er nemlig, at det kun er det net, der når ud til eksisterende YouSee-kunder, der er omfattet af åbningen. Dermed bliver det svært for konkurrenterne at sælge deres triple-play-løsninger med tv, bredbånd og telefoni i samme pakke.
”Driveren for de høje bredbåndshastigheder i dag er tv. Men hvis dem, man skal ud og sælge til, i forvejen er tv-kunder hos Yousee, så bliver det op ad bakke. Vi tror derfor ikke, at det får den store betydning for engros-markedet,” siger Jens Ottosen Støtt, juridisk chef i Telia.
Hos Telenor har hans kollega, Nicholai Pfeiffer præcis samme indvending mod kabeltv-åbningen. Derudover er der også andre forhold, der gør det mindre attraktivt at leje sig ind på YouSees net:
”Kravet om at man skal comitte sig til en omsætning på mindst 2,5 milioner kroner er noget stift. I et mættet marked kan det godt blive svært at nå derop, når man starter fra bunden,” siger han med henvisning til mindstekravet for at få en lejeafatle påkabeltvnettet .
Både Telia og Telnor er lidt mere positive, når det gælder mulighederne på TDCs fibernet.
Hidtil har andre udbydere kunnet leje sig ind på det gamle DONG fibernet i hovedstadsområde, ved at betale relativt høje leje-priser til TDC.
Disse midlertidige priser var så høje, at Telenor helt valgte at trække sig fra fiberområdet, mens andre udbydere, for eksempel Jay.net, måtte gennemføre kraftige prisstigninger overfor privatkunderne, der oven i købet fik reduceret deres båndbredde fra synkrone fiberlinjer til langt lavere uploadhastigheder end før. Hos el-selskabernes fiberselskab Waoo måtte man også opgive at tilbyde de attraktive priser, der ellers skulle være landsdækkende slagtilbud, i hovedstadsområdet.
Højt niveau
I dag vil Waoos direktør Anders Christjansen dog ikke udtale sig om priserne fra Telestyrelsen, før han har haft lejlighed til at gå det komplekse materiale nærmere igennem.
Selv siger Telestyrelsen, at der er tale om markante prissænkninger:
”I forhold til TDC’s nuværende priser falder omkostningen for at levere bredbånd i dette område med cirka 25 - 30 procent. Eksempelvis falder engrosprisen for en 30 Mbit/s-forbindelse fra 256 kr. til 192 kr.
Engrosprisen for at levere bredbånd via kabel-tv-nettet bliver lidt over de gældende engrospriser for at levere bredbånd via kobbernettet. For en 10 Mbit/s bredbåndforbindelse leveret via kabel-tv-nettet bliver den månedlige engrospris omkring 100 kr., mens engrosprisen for en tilsvarende bredbåndsforbindelse leveret via kobbernettet er lidt over 83 kroner,” forklarer styrelsen.
Men når man starter fra et så højt niveau, at det har presset spillere ud af markedet, så er selv en 25 procents sænkning ikke nødvendigvis stor, pointerer Telenor. Man skal derfor ikke regne med, at selskabet vender tilbage på det private fiber-marked lige med det samme.
”I forhold til de høje båndbredder med symmetriske forbindelser kunne priserne måske være interessante på erhvervsmarkedet. Men på de lavere båndbredder til privatmarkedet er der stadig tale om meget høje priser,” siger Nicholai Pfeffer.
Udfordring til Waoo
Hos Jay.net siger salgsdirektør Michael Meister, at selskabet vil lade enhver prisnedsættelse gå direkte videre til forbrugerne.
Jay.net er desuden en af de få aktører, som faktisk er positiv overfor mulighederne på det tvangsåbnede kabeltv-net.
”Vi skal regne på de forskellige muligheder, før jeg vil sige noget, men overordnet set lyder det da interessant for os. Med kabeltv-nettet ville vi måske kunne tilbyde et alternativ til Waoos fibernet, som jo er et lukket net, der holder konkurrenter ude,” siger Michael Meister.
Med reguleringen af TDCs fibernet satser myndighederne på, at Danmark hurtigere vil udvikle sig til et fibernet-samfund.
For at estimere den fremtidige migration fra kobbernettet til fibernettet har IT- og Telestyrelsen inddraget flere analyser af det fremtidige behov for båndbredder og fiberforbindelser. Styrelsen henviser blandt andet til en analyse fra Danske Bank, som blev udarbejdet i forbindelse med TDC's aktiesalg i november 2010, og som nu er offentlig tilgængelig. Den siger, at TDC har estimeret, at deres FTTH homes passed (fiberforbundne hjem) til at være mere end fordoblet fra 102.000 til 222.000 i 2015.
FTTH Council Europe vurderer i sin seneste fremskrivning, at Danmark ved udgangen af 2015 vil have en fiberpenetration på 28,4 pct. af de
samlede husholdninger.
Afgørelsen fra It og Telestyrelsen kan ses i sin helhed her.