Det Linux-baserede styresystem Android fra Google er oprindelig udviklet til mobiltelefoner, men det kan også blive en konkurrent til Windows på netbook-markedet. Hewlett Packard tester i øjeblikket om Android er egnet til netbooks. Det skriver avisen Wall Street Journal.
Og HP er ikke de første, som overvejer at bruge Android til netbooks. I februar kunne firmaet Freescale fortælle, at man er på vej med Android-kompatible processorer til netbooks, og Asus har også officielt bekræftet, at man tester Android på Eee-computere.
I forhold til Windows XP har Android mere beskedne hardwarekrav, der skal ikke betales licensafgifter og det kan frit tilpasses.
Det skulle ligefrem være muligt at få prisen for computeren ned på de magiske 100 dollar - et mål, som selv den simple u-landscomputer fra One Laptop Per Child ikke kunne nå. Priserne for minicomputere ligger stadig på 200 dollar og derover.
Styresystemet har dog stadig en række begrænsninger, som gør det uegnet til større computere. Herunder at alle programmer som brugeren installerer skal være skrevet i Java specifikt til Android.