Der er hastig vækst at spore for den lille internet-baserede børs, Dansk AMP. I årets første tre kvartaler steg den samlede aktiehandel fra 27 millioner kroner til 138 millioner kroner. Dermed er den samlede handel i 2004 nu mere end tre gange højere end for hele 2003.
90 procent af handlen i tredje kvartal stammer dog fra to handler, som blev gennemført uden om børsen i foråret. Handlerne skete i selskabet, der ejer Aller-koncernen, Rella Holding, men er siden blevet tvunget over på børsen, hvilket alle handler i noterede selskaber skal.
Renset for den handel er omsætningen faldet i tredje kvartal for børsen, der i modsætning til Københavns Fondsbørs appellerer til væsentlig mindre virksomheder.
»Vi kommer fra et meget højt niveau, og for året som helhed er fremgangen yderst tilfredsstillende. Vi nyder godt af den voksende interesse for at investere i også mindre selskabers aktier,« siger administrerende direktør Thomas Andersen, Dansk AMP.
I øjeblikket er 13 selskaber noteret på Dansk AMP. De fire selskaber, der blev noteret i første halvår, er Keops Kollegiet Bispebjerg, Ejendomsselskabet Toftevej, Difko Bolig Århus samt FC Midtjylland, som dermed blev den første sportsklub på internetbørsen.
Til foråret ventes it-branchen at gøre sin debut på Dansk AMP. To it-selskaber står på spring til Dansk AMP. Typisk henter selskaber, der noteres på Horsens-børsen mellem 10 og 25 millioner kroner.