I tidens løb har der været flere forsøg på at udvide spil og film med en ekstra dimension, nogle gange kaldet 4D. De tre første dimensioner kender vi jo allerede, men den fjerde dimension skulle så være den der aktiverer lugtesansen. Senest har firmaet Scent Sciences præsenteret et nyt system, kaldet Scentscape, som skal tilføje dufte til spil og film på computeren.
Scentscape bruger en lille boks, som tilsluttes over et almindeligt usb-kabel. Den indeholder en blæser og et duftmodul, der rummer 20 forskellige basisdufte. Den færdige lugt opstår så ved at blande de forskellige basisdufte.
Modulet kan selvfølgelig skiftes ud og holder angiveligt til 200 timers brug.
Scent Sciences forestiller sig at man f.eks. kan lugte en skov, havet, brændende dæk eller modstandere i spillet. Det kunne også bygges direkte ind i gameplay'et – man kunne forestille sig, at spilleren f.eks. kan lugte et stinkende monster der nærmer sig lige rundt om hjørnet. Eller skal genkende forskellige lugte for at løse en gåde.
Men det kræver, at de enkelte spil og film bliver tilpasset til Scentscape-teknologien. Scent Sciences vil frigive et Software Developer Kit (SDK), som spiludgivere og filmselskaber kan bruge til at indbygge teknologien i deres produkter.
Der er også planer om at udgive specielle duftmoduler der er tilpasset ét bestemt spil eller én specifik film. Det kunne f.eks. være Avatar, hvor man kan få et modul med de unikke lugte på den fremmede planet.
Det bliver også muligt at tilføje dufte til sine egne hjemmevideoer. Scent Sciences vil tilbyde et værktøj kaldet Scenteditor, hvor man f.eks. kan tilføje duften af nåletræer til sin julevideo. Disse duftdata bliver direkte integreret i videoen, som man så kan dele med andre Scentscape-brugere på f.eks. YouTube.
Teknologien blev vist på Consumer Electronics Show i Las Vegas og skal også demonstreres på den kommende Game Developers Conference.
Men det store spørgsmål er, om Scent Sciences kan finde udviklere der vil bruge systemet. Der findes allerede 4D-biografer som bruger duft-teknologi, men det er stadig en lille niche. Flere firmaer har forsøgt at lancere duftsystemer til hjemmebrug, men det er hver gang endt som en fiasko.
Firmaet lover dog, at Scentscape kommer på markedet i 2011. Prisen bliver omkring 70 dollar inkl. et duftmodul. Den lille enhed kan også tilsluttes til en spilkonsol.