Danskerne sender hvert år 60 milliarder elektroniske informationer, der ofte er af privat karakter, men det bliver de måske ikke ved med at være. Justitsministeren foreslår overvågning af vores e-mails og øvrige internet-aktiviteter. Det oplyser TV 2.
Bekendtgørelsen lægger op til, at det bliver nemmere for politiet at opnå tilladelse til at overvåge danske borgeres internetkommunikation for at bekæmpe terror og rockerkriminalitet.
Meningen er, at politiet med en dommerkendelse i hånden kan få præcis information om, hvem vi taler i telefon med, hvilke hjemmesider vi besøger og hvem vi sender e-mails og sms-beskeder til.
Eksperter betegner ifølge TV 2 Nyhederne forslaget som vanvittigt og meningsløst.
»Vi skal lave, hvad der svarer til 12.000 registreringer pr. menneske, og det kan være godt nok, men med de undtagelser, der er defineret, så ville fire ud af ti ikke blive registreret,« siger Henning Dyremose, administrerende direktør hos TDC til TV 2 Nyhederne.
Bliver bekendtgørelsen vedtaget kan man frit benytte internettet på arbejde og på biblioteket.
»De kan gå hen på et universitet eller et bibliotek og sende deres e-mails, og så slipper de helt for at blive registreret,« uddyber Henning Dyremose til TV 2 Nyhederne.
Helge Adam Møller fra de Konservative er uenig i, at overvågningen vil være uden effekt. Han påpeger, at det meste af den terror, som bliver begået, og det meste af rockerkriminaliteten i Danmark planlægges over åbne telefoner.
»De tænker, at det er der nok ikke nogen, der lytter, og så får vi dem snuppet alligevel,« siger Helge Adam Møller, som mener, at det samme kommer til at gælde kommunikation via internettet.
Hvis bekendtgørelsen bliver vedtaget i sin nuværende form, vil den gælde fra 1. juli 2005.