Jonas Læborg, en 19-årig HF-studerende fra Grindsted, skal betale 100.000 kroner i erstatning til musikere og deres pladeselskaber. Det afgjorde Retten i Kolding denne uge.
Dommen er en udløber af sagen mod den danske torrent-tjeneste Elitebits, som Jonas Læborg var medejer af. For godt et år siden fik den dengang 18-årige Jonas Læborg besøg af fogedretten en tidlig januarmorgen. Antipiratgruppen havde som led i deres jagt på "de store fisk i fildelingen" via en bankkonto hos Sydbank, som brugerne af torrenttjenesten kunne donere til, fundet frem til ham som bagmand.
"Altså lidt over 7 i morges, bankede det på min dør, og da jeg åbnede blev jeg mødt af tre inde fra Johan Schlüter (Antipiratgruppen, red.) og en fra fogedretten, som er kommet for at sikre bevisførelse mod medvirken/distribution af copyright beskyttet materiale," berettede han dengang ifølge Erikernst.dk.
Erstatning krympede i retten
Oprindelig havde pladeselskabernes advokater i Antipiratgruppen krævet 1,6 millioner kroner i erstatning. Retten havde dog svært ved at vurdere omfanget af krænkelserne, men endte med et skøn på erstatning og vederlag på samlet 500.000 kroner, oplyser pressedommer Niels Christian Baark fra Retten i Kolding til ComON. Beløbet endte på 100.000 kroner, fordi retten gav rabat til den unge fildeler.
"Der har man taget hensyn til, at sagsøgte var studerende og havde en beskeden indtægt," forklarer pressedommeren.
Jonas Læborg afviser på nuværende tidspunkt at udtale sig til ComON. Han henviser i stedet til sin advokat, Per Overbeck.
"Når modparten ville have min klient Jonas Læborg dømt til at betale 1.642.000, og han så skal betale 100.000 kroner, så vil jeg sige som advokat, at dommeren har lyttet til, hvad jeg har sagt i Retten i Kolding," siger Per Overbeck til ComON.
Han har tirsdag eftermiddag endnu ikke modtaget dommen med posten. Han er således ikke klar over, at dommen før rabat lød på en halv million kroner. Dén oplysning ønsker han ikke at kommentere.
Antipiratgruppens advokat er glad
Antipiratgruppens advokat i sagen, Maria Fredenslund, er tilfreds med dommen.
"Vi er selvfølgelig glade, fordi dommen understreger alvoren i det, der foregår på sådan en tjeneste," siger Maria Fredenslund.
Pressedommer Niels Christian Baark forklarer, at sagsøgte havde forsøgt at nedtone krænkelsen ved at argumentere for, at Jonas Læborg ikke selv stod for de krænkelser, som Antipiratgruppen klagede over.
"Man har anført som argument, at selve hjemmesiden er lovlig, men brugen er ulovlig. Men det er altså ikke taget til følge," forklarer pressedommeren.
Retten anfører desuden i dommen, at Jonas Læborg var medejer af siden, at han besad en administrator-rolle, at der var var 5000 brugere, hvoraf halvdelen var aktive, og at brugerne donerede penge til torrenttjenesten.
Maria Fredenslund siger, at der ikke var tvivl om, at tjenesten blev brugt til ulovlig fildeling.
"Der må man bare sige, at når man opretter og driver en tjeneste med det formål at dele film og musik, som man ikke har rettighederne til, så er man selvfølgelig ansvarlig for de ting, der foregår," siger Maria Fredenslund.
Beviser fra fogedbesøg afskåret
Med i bevisbyrderne var oprindeligt skærm-dumps, og hvad man beslaglagde ved fogedretten samt en vidneberetning fra den sagsøgende part, Antipiratgruppen. Maria Fredenslund beretter dog, at alle bevismaterialerne fra fogedbesøget blev annulleret.
"Beviser under fogedforretning er blevet afskåret. De er ikke blevet brugt i sagen, fordi man mener, at fogeddommeren har begået fejl under fogedforretningen," beretter Maria Fredenslund.
Det er altså tilsyneladende kun skærm-dumps, dvd'er med ulovligt materiale og vidneudsagn, der ligger til grund for dommen.
Filmenes kvalitet spiller ind
En af sagens mere kuriøse detaljer er ét af dommerens argumenter for, at den skønsmæssige erstatning skulle ligge på 500.000 (før rabat) frem for de 1,6 millioner kroner, som Antipiratgruppen krævede. Dommeren påpeger først, at det er vanskeligt at fastslå omfanget af krænkelserne, men tilføjer derudover, at det er svært at fastslå kvaliteten i lys og billed - ligesom der måske har manglet danske undertekster på filmene. Dermed er det vanskeligt at fastslå, om vederlagt skulle være på den fulde pris, lød dommerens konklusion tilsyneladende.
"Det er vi selvfølgelig ikke glade for at høre," siger Maria Fredenslund.
Hun har aldrig tidligere oplevet, at en dommer har brugt kvalitetsargumentet ved skøn af værdien af krænkelsen, og hun mener tværtimod, at den dårlige kvalitet i filmene burde give en større erstatning til rettighedshaverne.
"Det, mener vi selvfølgelig, skulle have talt til vores fordel. Rettighedshaverne taber goodwill, når der distribueres film i dårlig kvalitet," siger Maria Fredenslund.
Da ComON spørger hende, om film i dårlig kvalitet ikke burde tale for, at flere fildelere måske efterfølgende ville købe en lovlig kopi i god kvalitet, afviser hun tanken.
"Ej, den tror jeg ikke på. Jeg tror, at de, der bruger fildelingstjenester, gør det, fordi det er nemt og hurtigt, og ikke fordi de skulle ud og købe dem lovligt, hvilket undersøgelser også viser," siger Maria Fredenslund.
Hun oplyser, at hun ikke tidligere er stødt på, at en dommer har overvejet kvaliteten i filmene, når de skulle fastslå vederlagskravet.
Den sagsøgte, Jonas Læborg, anser ifølge Jydske Vestkysten dommen for at være et nederlag.