To yngre mænd blev i fredags anholdt af Østjyllands politi. Begge er herboende udlændinge fra henholdsvis Estland og Rusland, og begge bliver af politiet betegnet som muldyr.
De stod nemlig anført som modtagere af varer købt i danske netbutikker med stjålne eller forfalskede kreditkort, og de havde videresendt varerne til deres russiske "arbejdsgiver".
Jobbet om muldyr er ikke særligt krævende, men der er næsten 100 procent garanti for at man bliver anholdt - eller i det mindste kommer i myndighedernes søgelys.
De to anholdte mænd fra Østjylland havde fået jobbet som "kurér" ved at svare på et jobopslag, som søgte russisktalende personer. De udfyldte an ansøgningsformular med navn, adresse og kontonummer og fik derpå at vide, at de på et tidspunkt vil modtage en mail om, at der vil komme en pakke til deres bopæl, som de skulle videresende. Som bonus for dette arbejde modtog de 50 euro - cirka 400 kroner.
Selvom de to østjyske muldyr nu er fanget ind, betyder det ikke, at der er grund til at ånde lettet op i de danske netbutikker.
Østjyllands politi mener, at de russiske bagmænd har rekrutteret flere herboende udlændinge fra Rusland og Østeuropa, og at der stadig huserer adskillige sultne muldyr rundt omkring.
"Vi tror, at det er en større operation. Vi har konkret kendskab til flere personer rundt omkring, som vi mener er involveret i det her. De kan vente sig et besøg i de nærmeste dage," siger vicepolitiinspektør i Østjyllands Politi Børge Fransen til ComON.
Ifølge politiet har danske firmaer på nuværende tidspunkt har haft et tab på ikke under en halv million kroner takket være muldyrenes hærgen.