Biblioteker og universiteter i Storbritannien protesterer mod planer om at tvinge dem til at overvåge hvad brugerne foretager sig på nettet. Den såkaldte Digital Economy Bill, som regeringen netop har fremsat, betyder at udbydere af gratis trådløse netværk kan holdes ansvarlige hvis brugerne f.eks. henter piratkopierede film eller musik, skriver BBC.
Det kan tvinge udbyderne af gratis wi-fi til at investere i avancerede systemer for at kunne overvåge brugerne – og konsekvensen kan blive, at de bliver nødt til at kræve penge af brugerne for at dække udgifterne. Dermed forsvinder de gratis trådløse net måske helt i Storbritannien.
Lovforslaget bliver i øjeblikket debateret i den britiske parlament. Digital Economy Bill indeholder en række kontroversielle elementer, herunder en såkaldt ”three strikes” regel, hvor personer som gentagne gange henter piratkopieret materiale kan få deres forbindelse lukket.
Landets biblioteker og universiteter håber nu, at de kan få en undtagelse, så de bliver fritaget fra pligten til at overvåge deres brugere. Men de nye regler vil stadig ramme cafe-ejere og andre, der tilbyder gratis wi-fi i det offentlige rum.