Læs også:
Regeringen: Alle danskere skal tvinges til computeren
Regeringen, kommunerne og regionerne har i dag lanceret sin storstilede digitaliseringsmålsætninger frem mod 2015, der blandt andet introducerer den papirløse kommunikation mellem det offentlige, virksomheder og borgere inden for få år.
Men embedsmændene fra staten, kommunerne og regionerne har også fremsat en række pejlemærker for, hvordan data om danskerne bag kulisserne skal håndteres fremover i de utallige grunddata-systemer.
Det drejer sig blandt andet om danskernes indkomst, uddannelsesniveau, informationer om ejendomme og nøglepersoner i virksomhederne her i landet.
"Vi åbner for en simplere adgang og genbrug af data på tværs af systemerne," fortæller vicedirektør i Økonomistyrelsen, Lars Frelle-Petersen, der er hovedarkitekten bag den fællesoffentlige digitaliseringsstrategi frem mod 2015.
KMD får mere konkurrence
Den simplere tilgang til data vil med Lars Frelle-Petersens ord betyde, at en storleverandør af it-systemer til det offentlige som KMD vil mærke en øget konkurrence fra andre virksomheder, som også vil kunne få fingrene i de offentlige data og bygge systemer, der kan konkurrere med den danske it-gigant.
"Hvordan data helt præcis skal spille sammen mellem systemerne og ud til it-leverandørerne, kræver dog en lovmæssig regulering fra politikernes side," understreger Lars Frelle-Petersen om det tiltag i rapporten, som han med egne ord kalder datafordelerløsningen.
Samtidig skal data i grunddata-systemer som CPR-registret, CVR-registret for virksomheder og ejendoms- og bygningsdata standardiseres således, at flere virksomheder, borgere og ikke mindst de offentlige administratorer lettere kan få adgang til relevante data mellem systemerne.
De konkrete køreplaner
Mere konkret lyder det i strategien, at der blandt andet i 2012 skal være en køreplan for enklere digital infrastruktur på ejendoms- og bygningsområdet, mens indsamlingen af oplysningerne i CVR-registret skal være forsimplet i 2013 og tilgangen og delingen af virksomhedernes regnskabs- og selskabsdata skal være på plads i 2014.
På CPR-området er der endnu ikke sat datoer på, hvornår forandringerne skal træde i kraft.
Men i rapporten bag digitaliseringsstrategien angives det, at registreringen på enkelte områder som eksempelvis registreringen af forældremyndighed og separation skal gøres mere fuldstændige og korrekte.
Læs også: