Schneider Electric, global specialist i energioptimering, har netop overtaget 7-Technologies, et dansk softwarefirma med base i Birkerød nord for København.
Overtagelsen betyder, at firmaets softwareløsninger til automation og energioptimering i industrien får langt bedre muligheder for international udvikling og vækst.
7T specialiserer sig i software-løsninger til at styre og overvåge industrielle processer inden for især vandforsyning og spildevand samt fjernvarme og -køling. Selskabet havde alvorlige problemer med indtjeningen i begyndelsen af årtusindet, hvilket førte til en omlægning af virksomhedens forretningsmodel. En omlægning, som hurtigt kastede fremgang af sig.
"7T har haft nogle gode år med vækst i omsætningen og international vækst. Vi har indset, at det næste skridt ud i verden kun kan opnås sammen med en virksomhed som Schneider Electric, som har en global tilstedeværelse inden for automation," udtaler Jens Løppenthien, administrerende direktør i 7T.
Perfekt match
Direktøren ser salget til Schneider som et logisk og positivt skridt for 7T, der "giver nye muligheder og potentialer for 7T's medarbejdere, kunder, samarbejdspartnere og produkter".
Ole Sander, administrerende direktør i Schneider Electric Danmark, ser kombinationen af Schneider Electrics internationale position og fokus på automation og energioptimering i industrien og 7T's produkter "som et perfekt match". Ifølge Dagbladet Børsen betaler Schneider et "større tocifret millionbeløb" for 7-Technologies.
7T's nøglemarkeder og strategiske samarbejdspartnere forsætter uændret, ligesom 7T forsat vil udvikle og supportere sine produkter IGSS, AQUIS og TERMIS.