Der findes ingen tal for private virksomheders succes med køb og implementering af it-projekter.
"Men der er ingen grund til at tro, at projekterne skulle forløbe anderledes i det private end i det offentlige. Tal fra Finansministeriet viser, at it-projekter i 75 procent af tilfældene overskrider tidsfrister, og at gennemsnitligt 40 procent af dem overskrider budgetterne."
Sådan lyder meldingen fra it-advokat og partner i Lett Advokatforma, Anders Wernblad.
Han og hans advokat-kolleger bliver ofte bedt om at løse konflikter om it-baserede forretningsprojekter i danske virksomheder.
Problemer med overskridelser af tidsfrister og budgetter er således mere reglen end undtagelsen, og der er sørgeligt mange eksempler.
"Når man hører ordene Rejsekort eller Rejsekortselskabet, er det ikke tanken om en smart betalings- og billetmodel til landets manglende pendlere, der først dukker op. Ordene aftvinger oftest en let hovedrysten. Det projekt er kørt af sporet og er desværre ikke en enlig svale," siger Anders Wernblad.
De fejlslagne danske it-projekter er komplicerede at redde de juridiske tråde ud i, men mange af sagerne kunne være undgået, hvis kunderne ikke undervurderede deres egen rolle i et projekt, mener han.
Kunder skal erkende deres rolle
"Kunderne tror ofte, de køber en langt mere færdig løsning, end den leverandøren reelt kan fremkomme med uden kundens aktive deltagelse," siger it-advokaten.
Omvendt er leverandørerne for dårlige til at få gjort klart, hvad de egentlig leverer, og hvilken rolle kunden skal spille, for at projektet kan lykkes.
"Kunden skal bidrage aktivt i store og komplicerede projekter, både til udvikling og implementering. Det er mange ikke bevidste om og har måske slet ikke de fornødne kompetencer eller ressourcer til at gøre det," forklarer Anders Wernblad.
Han kan ikke pege på en universal løsning. Men selverkendelse, forberedelse og fleksibilitet må være udgangspunktet for både kunde og leverandør, når man starter et projekt.
Vær fleksible
"Virksomheden skal fra start definere, hvad den reelt er moden til, og hvad den har af viden, kompetencer og ressourcer at investere i projektet. Og det skal være klart beskrevet for leverandøren, som til gengæld nøje skal beskrive, hvad det er, der leveres, og hvilken rolle kunden skal spille for, at projektet kan lykkes," siger Anders Wernblad.
Fleksibilitet er et nøgleord i den forbindelse.
"Man må ikke holde fast i noget, som i forløbet viser sig måske ikke at være det optimale. Det kan jo være, man ender med noget helt andet end det, der oprindeligt var meningen. Til gengæld får virksomheden et projekt og en løsning, den reelt er i stand til at magte," mener Anders Wernblad.