Producenten Edifier sparer ikke på de store ord, når selskabets nye højttalersæt markedsføres.
"Med sin eksotiske subwoofer og to skulpturelle satellitter, der designmæssigt henter inspiration fra Utzons berømte operahus, byder Edifiers nylancerede højttalersæt Prisma på lækker lyd til den kræsne, stilbevidste forbruger."
Spørgsmålet er så, om lyden i Prisma formår at leve op til sit store designmæssige forbillede - Utzons operahus i Sydney. Prisen er overkommelige 599 kroner, og sættet består af en subwoofer og to højttalere.
Svært at vælge
I dag er udvalget af højttalersæt til computer, iPod og MP3-afspiller overvældende stort, så måske er det en meget god idé at skele lidt til, hvordan lydindpakningen ser ud.
Selv om der langt fra står skrevet Utzons operahus hele vejen hen over højttalersættet Prisma, så kan man med lidt god vilje nok se en smule 'designmæssig inspiration'.
Selv mener producenten, at højttalersættet i hvid højglans stilmæssigt passer perfekt til for eksempel iPod og iPhone.
Se mere om højttalersættet her hos importøren GS Scandinavia.
Subwooferen har en udgangseffekt på 32 watt, og de to satellitter leverer hver ni watt. Både subwoofer og højttalere er desuden magnetisk afskærmede, så de ikke forstyrrer omgivelserne.
Prisma er tilgængelig i blandt andet Computercitys butikker, og prisen er 599 kroner.