Computerworld News Service: "Vi sætter automatiske opdateringer til som standard for alle Adobe Reader-brugere på Windows," skriver Brad Arkin, der er leder af produktsikkerhed og privacy hos Adobe, i et blogindlæg i denne uge.
Næste gang Reader skal opdateres, vil Adobe præsentere brugeren for en dialog-boks, der spørger, om han eller hun vil tillade opdateringer i baggrunden.
Feltet "Installer opdateringer automatisk" vil som udgangspunkt være afkrydset.
Brugerne kan også vælge at nægte at skifte til opdateringer i baggrunden.
Adobe introducerede baggrunds-opdateringer til Reader i april 2010 i forbindelse med nyudvikling af det opdateringsværktøj, der er knyttet til den gratis PDF-læser, og samtidig også til betalingsprogrammet Acrobat.
Dengang valgte Adobe dog at bevare brugernes hidtidige indstillinger - der som udgangspunkt var sat til et semi-automatisk niveau, hvor brugerne fik en meddelelse inden download af opdateringer - således at brugenes selv skulle slå de baggrunds-opdateringer til.
Men med tirsdagens udgivelse af Reader 10.1 - en del af den massive opdateringspakke, der også opdaterer Flash, ColdFusion og Shokwave - har Adobe valgt at gøre baggrunds-opdateringer til standard for Windows-brugere.
Hvis brugerne accepterer forandringen, så vil Reader downloade fremtidige opdateringer automatisk og installere dem i baggrunden. Det eneste, brugerne vil se, er en besked fra Windows om, at deres software er blevet opdateret.
Tillæg til Windows-service
Reader sender en forespørgsel til Adobes servere hver tredje dag for at undersøge, om der er nye opdateringer tilgængelige.
Opdateringsværktøjet i Reader 10.1 kan langt hen ad vejen omgå de såkaldte UAC ('brugerkontokontrol')-advarsler, som på Windows Vista og Windows 7 kræver et administrator-password for at installere et program.
"Hvis du kører med administratorkonto på maskinen, så kan vi nu gennemføre helt automatiske opdateringer til det fulde installationsværktøj og opdateringer til opdateringsværktøjet," siger en talskvinde for Adobe.
"Det gør vi i tillæg til vores egen Windows-service."
De brugere af Windows Vista og Windows 7, der kører med en standard-konto - som er mest populær på arbejdspladser, hvor it-medarbejderne kræver opsyn med virksomhedens pc'er - vil af og til opleve UAC-meddelelser, for eksempel når opdateringen kræver en fuld installation, eller når der er opdateringer til selve opdateringsværktøjet.
Oversat af Marie Dyekjær Eriksen