Apples iPad lader til at være et større hit end selv Steve Jobs turde drømme om. Der er nu solgt mere end en halv million eksemplarer alene i USA, og Apple har udskudt den internationale lancering af maskinen indtil slutningen af maj.
Det lader til, at forbrugerne er klar til tynde gadgets med store, trykfølsomme skærme, hvor de kan surfe nettet, se video, rode med fotos, bruge Google Maps og lege med apps, der giver helt ny funktionalitet.
Der er ingen tvivl om, at de populære smartphones har banet vejen for iPad. Folk har vænnet sig til at manipulere trykfølsomme skærme, og mange bruger nu deres smartphone oftere end deres almindelige computer.
Apple får ikke lov
Men får Apple lov til at more sig alene med iPad? Selvfølgelig ikke.
Allerede inden iPad blev annonceret (og blot var et rygte), var der stor fokus på tablets på den store CES-messe i Las Vegas. Her så vi blandt andet HP Slate, Dell Streak og lignende grej.
Glem dog alt om Windows 7-baserede tablet-computere. HP Slate ser muligvis spændende ud på papiret, men det er kommet frem, at maskinen blot er, hvad den ligner - en netbook uden muller og uden tastatur. Selvom det er lækkert at have et fuldt Windows til rådighed, så skaber det flere problemer, end godt er.
Nej, hvis man virkelig vil skabe noget, der kan konkurrere med iPad hvad angår design, funktionalitet og brugervenlighed, så skal man kigge andetsteds.
Androiden kommer
Kritikere påpeger, at Apples iPad ikke er andet end en "iPod Touch med en virkelig stor skærm." Det er faktisk ikke helt ved siden af, og selve operativsystemet på iPad er da også blot en videreudvikling af iPhone OS, som er optimeret til det større skærmareal.
Det korte af det lange er, at det fungerer, og det har de også lagt mærke til hos Google.
Her er man i fuld sving med at arbejde videre på Android-operativsystemet, som på kort tid er blevet det foretrukne alternativ til iPhone.
I denne spændende artikel i avisen New York Times afsløres det, at Googles øverste direktør, Eric Schmidt, for nylig fortalte sine venner om en kommende tablet, der bruger Android.
Avisen har også talt med flere Google-medarbejder, der bekræfter, at Google har eksperimenteret med udvalgte forlag om elektronisk levering af bøger, magasiner og lignende indhold på en tablet.
Det er ingen hemmelighed, at Google roder rundt med tablets. Firmaet har tidligere, offentliggjort disse fotos, der viser, hvordan firmaets kommende Chrome OS-operativsystem kunne fungere på en tablet.
Du kan også se en video her.
Dell klar i kulissen
Det er uvist om Google er på vej med sin helt egen Android-baserede tablet, eller om firmaet har gang i projektet sammen med en eller flere samarbejdspartnere.
Man kunne sagtens forestille sig, at Google vælger at lancere sin egen tablet á la Google Nexus One (hvor HTC stod for produktionen), mens andre producenter også får del i festen.
Vi ved i alt fald, at Dell er på vej med en syv-tommer tablet, der vil køre version 2.1 af Android. Den amerikanske weblog,
Engadget.com, har fået fingre i interne papirer, som afslører, at maskinen vil bruge Nvidias Tegra T20-processor, WiFi, Bluetooth 3.0 og 3G-modem. Den vil endda kunne udstyres med et tv-modul, så du kan modtage DVB-T-signaler på farten.
Skærmopløsningen er opgivet til 800 x 480 pixel, hvilket godt kan gå hen og blive en begrænsning i længden. Her virker iPad'ens 1024 x 768 mere fornuftigt til at overskue større websider.
I sidste ende er det i høj grad er softwaren, der er vigtig, når du skal skrue en god smartphone eller tablet sammen. Her er Google for tiden det eneste firma, som for alvor kan konkurrere med Apple. Android, Chrome og firmaets mange online-tjenester giver et fornuftigt afsæt og gør det muligt for en samarbejdspartner som eksempelvis HTC eller Dell at lave grej, der kan matche iPad'ens funktioner og brugervenlighed.