11 gratis (men oversete) værktøjer fra Microsoft
Microsoft har med Windows stort set monopol på styresystemer til desktop, og det samme gælder for kontorprogrammer med programpakken Office - ligesom Internet Explorer sidder på en dominerende andel af browsermarkedet.
Mange tænker på Microsoft som en stor, ond magtfaktor, der stjæler fra de forsvarsløse masser, mens Google er nettets Robin Hood, der uegennyttigt leverer gratis produkter og tjenester. Selv om du måske ikke er klar over det, leverer Microsoft faktisk mange af de samme slags værktøjer og services som Google - og lige så gratis.
Hotmail
Selv om Hotmail i mange kredse får omtrent lige så megen respekt som AOL Instant Messenger eller MySpace, er Microsofts gratis e-mailtjeneste ganske stærk.
Før Microsoft købte tjenesten, var Hotmail den første webbaserede e-mailtjeneste og en af de første til at være gratis.
Den gratis løsning Microsoft Outlook Hotmail Connector gør det muligt at se sine Hotmail-data fra Outlook, og Hotmail understøtter også Exchange Active Sync, så ens e-mail, kontakter og kalender fra Hotmail automatisk kan blive synkroniseret med enheder såsom iPhone eller iPad.
Exchange er Microsofts messaging-server, der bruges af mange virksomheder til e-mail, men Exchange Active Sync er blevet en standard, der bruges af mange enheder til at synkronisere e-mail, kontakter og kalender.
Windows Live Essentials
Windows Vista havde som standard en vifte af forskellige værktøjer installeret til at hjælpe dig i gang, så snart du startede systemet op. En kombination af kundeklager om såkaldt bloatware og en indsats fra Microsoft for at tiltrække flere kunder til Office førte til, at de fleste af disse værktøjer blev fjernet i Windows 7.
Microsoft drejede dog ikke nøglen om på disse værktøjer, men flyttede simpelthen mange af dem op i skyen og begyndte at tilbyde dem som en særskilt download ved navn Windows Live Essentials. Det er en softwarepakke, der består af syv ud af de 11 værktøjer, der omtales i denne artikel.
Windows Live Essentials 2011 kræver Windows 7, Windows Vista SP2, Windows Server 2008 R2 eller Windows Server 2008 SP2. Windows Live Essentials kan downloades gratis og pakken indeholder blandt andet følgende værktøjer:
Windows Live Mail: Mens Windows Live Hotmail er en webbaseret e-mailtjeneste, er Windows Live Mail derimod en desktopklient, der gør dig i stand til at tilføje og bruge forskellige e-mailkonti - heriblandt Hotmail og Gmail - fra den samme grænseflade.
Til de, der ikke ønsker at betale for Outlook, giver Windows Live Mail mange af de samme funktioner gratis og er mere end tilstrækkelig som e-mailklient til forbrugere samt små og mellemstore virksomheder.
Man kan håndtere sine e-mails, kontakter, kalender, RSS-feeds og nyhedsgrupper direkte fra Windows Live Mail.
Få adgang til dine filer overalt
Windows Live Messenger: Messenger er dybest set et værktøj til instant messaging. Ligesom ethvert andet IM-program gør det dig i stand til at kommunikere i realtid med andre kontakter, der bruger Messenger (eller i det mindste et andet tredjepartsprogram til IM, der kan forbinde til en Windows Live Messenger-konto).
Til forskel fra mange andre IM-tjenester tilbyder Windows Live Messenger dog mere end en simpel liste over kontakter, du kan klikke på for at komme til at chatte med dem. Tjenesten integrerer med Facebook, LinkedIn og MySpace, den leverer nyheder fra MSN og forbinder med din Hotmail-konto.
Messenger udgør faktisk et samlingspunkt for din onlinekommunikation nærmere end blot en IM-klient. Men hvis alt det er mere, end hvad du har brug for, kan du altid blot skifte til kompakt visning, hvilket får programmet til at ligne en traditionel IM-klient. Herudover gør dens mobil-applikation det muligt at være forbundet på farten fra enhver mobil enhed med Windows Phone 7, BlackBerry, Android eller iOS.
Windows Live Messenger - en komponent i Windows Live Essentials - kan integrere med de sociale netværk Facebook, LinkedIn og MySpace.
Windows Live Mesh: Det kan være en enorm opgave at holde information synkroniseret mellem ens forskellige pc'er eller at sørge for, at man har adgang til sine data, selv når man er på farten. Windows Live Mesh hjælper til at binde det hele sammen og holder automatisk dine data synkroniseret og tilgængelige.
Du kan holde filer og mapper automatisk synkroniseret blandt forskellige pc'er med Windows eller Mac OS X, der kører Live Mesh, eller du kan nøjes med at bruge Microsofts cloud-baserede storage-tjeneste, SkyDrive (se omtalen senere).
Windows Live Writer:: Writer gør det let at skrive blogindlæg på en række forskellige blogplatforme heriblandt Wordpress og SharePoint.
Frem for at være nødt til at lære forskellige blog-systemer indtaster og formaterer du bare dine indlæg, som du ønsker dem, og tilføjer let billeder, videoer eller Bing-kort for at berige dem med interaktivt indhold.
Rediger dine videoer og fotos
Windows Live Photo Gallery: For mange mennesker har pc'en erstattet det indbundne fotoalbum. Photo Gallery giver dig værktøjer til hurtigt at importere fotos og video fra dit kamera eller din telefon og organisere dem på din pc.
Programmets værktøjer til avanceret billedredigering lader dig sammensætte billeder eller kombinere elementer fra forskellige fotos.
Der er også indbygget søgning, så du let kan finde dine billeder igen, ud fra hvornår eller hvor de blev taget, eller bruge teknologi til ansigtsgenkendelse for at finde alle fotos af en given person.
Windows Live Photo Gallery organiserer dine fotos og giver dig værktøjer til hurtigt at finde og redigere dem.
Windows Live Movie Maker: Da videooptagelse i HD nu stort set er standard på selv smartphones, bærbare og tablet-pc'er, kan alle være amatørinstruktør eller producer.
Nu kan du hurtigt redigere den der timelange, kedelige optagelse af din datters skolekomedie i Movie Maker, før du sender den til venner og familie, offentliggør den på familiens blog eller på sociale netværkssites som Facebook.
Giv den en titel og en introduktion, klip sekvenser ud, tilføj baggrundsmusik og meget andet. Det er enkelt at redigere og producere en video med Movie Maker.
Gratis lager på 25 gigabyte
Windows Live Family Safety: Family Safety 2011 forbedrer de muligheder for forældrekontrol, der i forvejen er indbygget i Windows og gør det endnu lettere for forældre at beskytte deres børn fra nettets skyggesider samt overvåge og begrænse børnenes internetadgang.
Forældre kan begrænse børnenes kommunikation via e-mail og IM til godkendte kontakter og logge ind for at få vist aktivitetsrapporter fra deres egne pc'er frem for at skulle logge ind på hver af børnenes pc'er.
Windows Live SkyDrive
Alt synes for tiden at dreje sig om skyen. Vi bruger med andre ord flere og flere produkter og services, der kun eksisterer på internettet frem for lokalt på vores egne computere. Det kan dog blive et problem, hvis man er uden internetforbindelse, eller hvis tjenesten oplever nedbrud.
Heldigvis er tjenester såsom Windows Live SkyDrive fantastiske til at tage backup af data til internettet eller til at gemme filer og mapper, som man gerne vil have adgang til alle steder fra.
Som nævnt tidligere kan man bruge Windows Live Mesh til automatisk at synkronisere data fra en lokal mappe til cloud-lageret SkyDrive, hvor man kan være sikker på, at de er tilgængelige.
Windows Live SkyDrive gemmer dine filer og mapper på nettet, så du har adgang til dem stort set overalt.
De 25 gigabyte lager, man får med SkyDrive, er rigelig for de fleste små og mellemstore virksomheder til backup af forretningskritiske data. (Data, der synkroniseres via Windows Live Mesh, er begrænset til et særskilt lager på fem GB.)
Herudover kan man med et særligt værktøj trække og slippe filer og mapper fra enhver browser, der understøtter Silverlight, der er Microsofts framework til levering af interaktivt webindhold.
Få adgang til Office-programmerne
Office Web Apps
Sammen med SkyDrive tilbyder Microsoft også gratis, webbaserede udgaver af de mest populære Office-programmer.
Med Office Web Apps kan man oprette, læse og redigere dokumenter fra Word, Excel, PowerPoint og OneNote direkte på nettet, selv hvis man ikke har Microsoft Office installeret på sin computer.
Office Web Apps har ikke alle de mange funktioner fra den komplette Office-pakke, men der er mere end rigeligt for de fleste brugere, og prisen er ikke til at slå.
Det bedste er, at de dokumenter, man opretter i Office Web Apps, har præcist samme format som deres modstykker på desktop, så der er fuld kompatibilitet, og filerne kan deles med samarbejdspartnere.
Er man som virksomhed ude efter mere robuste værktøjer eller den fulde oplevelse fra Microsoft Office, gør man klogt i at holde sig opdateret om den kommende lancering af Office 365, der er Microsofts erstatning af Business Professional Online Services.
Office 365 kommer til at levere e-mail via Exchange, instant messaging via Lync, samarbejde via SharePoint samt kontorpakken Office Web Apps i en samlet pakke.
Security Essentials
Det er desværre nødvendigt at have sikkerhedssoftware installeret på Windows-pc'er. Det skorter ikke på hackere og malware-udviklere, der angriber pc-brugerne med vira, orme, phishing og anden djævelskab.
Windows har indbygget firewall til at holde uautoriseret trafik ude samt Windows Defender til at identificere og blokere for spyware og skadelige downloads. Men for en mere komplet beskyttelse mod sikkerhedstruslerne kan du hente og installere den gratis Microsoft Security Essentials. Denne software er enkel og gør, hvad den skal, med minimal indsats fra brugeren.
Hvis du ikke i forvejen kender disse værktøjer fra Microsoft, så tag et kig på dem. Prisen er god, så du kan lige så godt undersøge, om de faktisk imødekommer dine behov, før du bruger penge på tredjeparts-software, der kan det samme.
Om man i stedet vil bruge andre gratis værktøjer og tjenester fra eksempelvis Google, er blot et spørgsmål om, hvad man personligt foretrækker.
Men værktøjerne fra Microsoft har det med at fungere rigtig godt sammen, så hvis du i forvejen anvender et værktøj fra Microsoft, vil du sandsynligvis opleve, at det giver god mening at udnytte de fordele, der er ved også at bruge de andre.
Oversat af Thomas Bøndergaard