Bogmærker er geniale, når du falder over noget guld på nettet, som senere skal nærstuderes.
De fleste kender dem sikkert fra browseren, hvor de er bundet til den computer, du bruger.
Det er ikke altid ønskværdigt, og derfor kan du overveje at gøre som hardcore websurfere, der naturligvis gemmer deres bogmærker online.
Dermed har du adgang til dem, uanset hvilken pc du sidder ved. Det er praktisk, hvis du ofte bruger mange forskellige computere, eksempelvis bærbar og tablet-pc derhjemme og stationær på arbejdet.
I mange år var Delicious et af kongeprogrammerne til at holde styr på sjove hjemmesider og spændende artikler.
Men de seneste par år er bogmærketjenesten skvattet ned ad tronen, efter den blev solgt til Yahoo, og udviklingen af programmet gik i stå.
Imens er blandt andre Diigo stormet frem for at erobre den gyldne kongekrone og den ledige plads som det bedste program til at håndtere bogmærker online.
Spar tid med sidebjælke
Diigo kan integreres i Firefox, Chrome og Internet Explorer via plugins, og dermed virker det meget naturligt, når du skal oprette et bogmærke.
I Firefox skal du eksempelvis blot højreklikke på en webside og vælge menupunktet "Bookmark this page to Diigo..." Herefter dukker en lille boks op, og du skal give dit bogmærke et "tag" - altså et nøgleord.
Hvis du er bilentusiast, kan du hver gang, du støder på en Ferrari, bruge netop dette nøgleord.
Når du på et tidspunkt skal genfinde websiden, kan du logge ind på Diigo.com og skrive nøgleordet "Ferrari" og derefter få vist alle artikler, du har tagget med de ord.
I Firefox kan du endda få en lille sidebjælke frem, der viser alle dine tags. Dermed behøver du endda ikke engang at tage vejen forbi Diigo.com, når du skal finde frem til nogle af dine tidligere bogmærker. Det sparer tid, og dine bogmærker arrangeres naturligvis også i kronologisk rækkefølge.
På mange måder minder Diigo om Delicious, men er alligevel mere raffineret. Du har blandt andet forbedrede søgemuligheder, som gør det nemmere at opstøve et bogmærke, som du har tagget forkert eller ikke kan huske nøgleordet på.
Samtidig byder en værktøjsbjælke på en række avancerede funktioner, der blandt andet lader dig markere en webside som "ulæs", hvis du skal huske at læse en artikel senere, og du har endda mulighed for at markere bestemt indhold med en virtuel sprittusch.
Du kan læse meget mere om Diigo.com og downloade plugins til dine browsere her.
Hvis du i dag har en stor samling online bogmærker - eksempelvis fra Delicious - som du gerne vil have konverteret til Diigo, så er det en let opgave. Vi fulgte denne guide, og det fungerede uden problemer.
Er dine bogmærker gemt på traditionel vis i Firefox, Explorer eller en anden browser, skulle det være muligt at installere en Diigo-værktøjslinje, der sender din linksamling online. Det er dog ikke noget, som vi har testet.