Sammensæt dit eget trådløse anlæg fra Creative

Creatives nye Bluetooth-højttalere, der taler sammen trådløst, giver dig unik mulighed for at skabe det anlæg, du lige har behov for. Men der er også flere ulemper. Vi har prøvekørt Creatives nyeste påhit.

Sammensæt dit eget trådløse anlæg

Er du en af dem, der synger med på "Der er ingen bånd, der binder mig", så er de nye trådløse højttalere fra Creative måske noget for dig.

Sidste år lancerede Creative flere forskellige typer højttalere, der kunne afspille musik fra Bluetooth-enheder, som for eksempel din mobiltelefon eller tablet.

Men skulle du have et lydsystem med flere højttalere, skulle der stadig trækkes kabler mellem dem.

Det gjaldt blandt andet for højttalersystemet Inspire 2 Wireless.

Det vil Creative nu gøre op med med sin nye ZiiSound Dx-serie, hvor alle højttalere i serien kan tale sammen trådløst. Og samtidig kan afspille musik fra Bluetooth-enheder.

Serien består af tre højttalertyper, der omfatter den dyre D5x, den billigere D3x og subwooferen DSx. Pcworld.dk har fået et hurtigt smugkig (og lyt) på den nye serie.

Mange kombinationsmuligheder 
Med den nye serie kan du skabe den kombination af de tre højttalere, som passer dig bedst.

Det kan være, at du begynder med en D5x i stuen, men senere finder ud af, at du godt kunne tænke dig at opgradere.

Så kan du købe en D5x mere og subwooferen DSx. Forbind dem trådløst, og du har nu et sæt stereohøjttalere med tilhørende subwoofer.

Skulle det ikke være nok, kunne du købe dig en D5x mere, og vupti: nu fungerer den som en centerhøjttaler. Samtidig kan du nemt flytte rundt på højttalerne uden kabelbøvl. Og dog.

For hver af højttalerne skal stadig have tilsluttet et strømkabel, og selv om det af gode grunde er svært at undgå, så tager det toppen af det trådløse.

Du slipper for højttalerkabler mellem højttalerne, men til gengæld skal du nu til at trække et strømkabel til hver enkelt højttaler.

Hvor stor er gevinsten så?

Ingen surround-sound til dig

Lydmæssigt giver kombinationsmulighederne en del mere at komme efter. En D5x højttaler lyder ikke ret meget som et rigtigt anlæg i sig selv.

Men med tilføjelsen af en ekstra D5x og en subwoofer begynder lydbilledet at ændre sig markant. Det giver mere power og et bredere lydbillede, og lyden begynder at ligne noget, du godt turde lukke ind i stuen derhjemme.

Men også på lydsiden er der begrænsninger.

Creatives idé med kombinationen af D5x/D3X med subwooferen DSx er blandt andet at gøre Bluetooth-højttalerne til en seriøs konkurrent til dit anlæg hjemme ved fjernsynet eller på reolen, men her knækker tråden lidt.

For det første er serien jo lavet til Bluetooth-enheder som for eksempel din mobiltelefon eller din tablet, så det virker lidt dumt at skulle trække et kabel fra din dvd-afspiller/cd-afspiller til en af højttalerne, når det nu er et "trådløst anlæg".

For det andet giver kombinationsmuligheder i Dx-serien ikke mulighed for surround-sound. Så det hjælper dig ikke meget at have en masse gode film med 5.1 surround-lydspor.

Og det er måske de færreste, der vil købe både et surround-anlæg til fjernsynet og et lignende trådløst setup ved siden af til at afspille musik fra dine Bluetooth-enheder.

Kan hurtigt blive et dyrt bekendtsskab

Selvom Dx-serien giver mulighed for at begynde i det små og købe mere til senere, så er det ikke ligefrem billigt. Der bliver betalt godt for de trådløse finesser.

Skal du for eksempel have to D5x'er og en DSx subwoofer bliver prisen 5.997 kroner.

Og der kan du altså få rigtig, rigtig meget kablet anlæg til den pris.

Spil musik fra din iPhone og iPod

Når det kommer til enheder, du kan bruge med den nye Dx-serie, er der mange muligheder.

De fleste enheder med Bluetooth, som for eksempel pc'er, tablets og mobiltelefoner, kan sende musik trådløst til anlægget.

Anlægget er selvfølgelig også optimeret til at spille sammen med Creatives egne Android-tablet-pc'er ZiiO 7" og 10", som du kan læse meget mere om her.

Har du en pc uden Bluetooth eller en iPhone eller iPod, der som bekendt heller ikke har Bluetooth, behøver du dog heller ikke at gå grædende i seng.

Med til anlægget følger nemlig en lille USB-Bluetooth sender, der kan bruges i en hvilken som helst computer, og også en lille sender til at stikke i din iPhone eller iPod.

Dog synes vi, at det virker noget mindre smart, når man først skal finde sin lille sender og proppe i iPod'en, før der flyder musik fra afspilleren til anlægget.

Den udmiddelbare dom 
Ideen om tre typer højttalere, der kan kombineres på mange måder, er rigtig god og giver en masse muligheder.

At højttalerne kan sende musikken mellem sig, er også smart, men en del af det elegante forsvinder dog, når der alligevel skal trækkes et strømstik til hver af enhederne. 

Dertil kommer, at prisen hurtigt løber i vejret, hvis du skal erstatte anlægget hjemme i stuen med Creatives nye højttalere.

Og så får du endda kun et anlæg, der primært er skabt til at spille musik fra dine bærbare enheder, men lækkert er det da at kunne kaste sig tilbage i sofaen, vælge musikken på smartphonen og få den ud i stuen i ordentlig kvalitet.

Læs også PC Worlds test af Bluetooth-højttaleren Creative D200 her.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
KEYBALANCE A/S
Udvikling og salg af økonomisystemer samt CRM og MPS. Systemer til blandt andet maskinhandlere, vvs-branchen, vognmænd, låsesmede,handelsvirksomheder

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Identity Festival 2025

Er du klar til en dag, der udfordrer din forståelse af, hvad Identity & Access Management (IAM) kan gøre for din organisation? En dag fyldt med indsigt, inspiration og løsninger, der sætter kursen for, hvordan vi arbejder med IAM i de kommende år.

05. marts 2025 | Læs mere


Tech Transformation Trends 2025

Tech Transformation Trends er konferencen, hvor vi sætter fokus på de helt store Danske virksomheders digitale transformationer og måden de driver virksomhed på. Dagen byder på cases og vidensdeling, der vil give inspiration som kan være med til at løfte din strategi og navigere i fremtidens digitale landskab.

06. marts 2025 | Læs mere


Få fuldt udbytte af din Microsoft Dynamics 365 FO løsning

Få inspiration fra to spændende cases og viden om de tendenser, der giver dig helt nye muligheder for at optimere forretningen med Dynamics 365 FO.

13. marts 2025 | Læs mere