Det bliver kun TDC, der tilbyder tv i teleselskabets fibernet.
Fiberudbyderen Waoo havde håbet, at nye priser fastsat af IT- og Telestyrelsen ville gøre det billigere for virksomheden at sælge tv-produkter i TDC's net.
Men de nye priser fra styrelsen er for høje til at sælge tv-produkter i TDC's fibernet, lyder det fra Waoos administrerende direktør, Anders B. Christjansen.
"Vi må erkende, at sagen er lukket," siger han.
Nye priser
IT- og Telestyrelsen evaluerede for nylig den prismodel, som styrelsen bruger til at fastsætte lejeprisen i TDC's net.
Nu har Waoo set nærmere på de nye priser, og de er ifølge udbyderen for høje, hvis der skal tv med i produktet.
"Vi har kigget det grundigt igennem, og de nye priser har ikke forbedret vores muligheder for at tilbyde det her superhurtige fibernet i kombination med tv," siger Anders B. Christjansen, der er administrerende direktør for Waoo.
IT- og Telestyrelsen kom med de nye priser 15. april, og efterfølgende gik Waoo i gang med at undersøge den nye prismodel, som Waoo ikke tager til en anden instans.
"Det her er endeligt afgjort fra IT- og Telestyrelsen, og vi vil ikke gøre mere ved det," fortæller Anders B. Christjansen.
Telia har klaget
Prismodellen for at tilbyde tv er skruet sådan sammen, at en fremmed udbyder skal købe adgang til nogle faste dele af TDC's fibernet for at kunne levere tv. Prisen for dem er uafhængig af kundetallet, og dermed er de første kunder de dyreste.
Jo flere kunder et selskab får, jo flere er der at fordele de faste omkostninger på. Men det kan trods en stærk kundetilgang ikke betale sig, lyder det fra Waoo-direktøren. Derfor vil Waoo slet ikke forsøge sig med tv i TDC's fibernet.
"Der er ingen idé i at tage et tab på kort sigt for at tabe flere penge på lang sigt," siger Anders B. Christjansen.
Telia har i øjeblikket en klage liggende hos Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen. Teleselskabet har klaget over, hvad det koster at levere tv på TDC's kobbernet, det gamle telefonnet. Også her er IT- og Telestyrelsen kommet med nye priser, men prisniveauet er ifølge Telia for højt til at skabe egentlig konkurrence.
Venstres teleordfører, Torsten Schack Pedersen, har tidligere fortalt til Computerworld, at han ser det som problematisk, hvis der er en høj indgangsbarriere på markedet for tv via bredbånd. Nu, da den ny prismodel er på plads, overvejer han at se på sagen igen.