Computerworld News Service: Samsung har ifølge Apples anklageskrift, der er indgivet fredag til USA's distriktsdomstol for det nordlige distrikt af Californien, kopieret teknologier, design og endda emballage fra Apple til sine Android-baserede produkter.
"I stedet for at forfølge en selvstændig produktudvikling har Samsung valgt at slavisk kopiere Apples innovative teknologi, karakteristiske brugergrænseflade samt elegante og karakteristiske produkt- og emballagedesign og dermed krænke Apples værdifulde immaterialrettigheder," hævder Apple i anklageskriftet.
Sidst på året 2010 blev Samsung den første større producent af forbrugerelektronik, der lancerede en tablet-pc i konkurrence med iPad.
Virksomheden er samtidig en af verdens største mobilproducenter særligt inden for smartphones med Googles mobilstyresystem, Android.
10 konkrete anklager
Klageskriftet indeholder 10 anklager om patentkrænkelse, to om varemærkekrænkelse og to om krænkelse af vareudstyr samt anklager om uretmæssig berigelse og urimelig handelspraksis af Samsung Electronics, Samsung America og Samsung Telecommunications America.
En talsmand for Samsung i USA udtaler, at virksomheden ikke har nogen kommentar til søgsmålet.
Anklagerne spænder over en bred vifte af Samsungs mobile enheder heriblandt smartphones som Epic 4G, Captivate, Indulge, Nexus S og Galaxy S 4G samt tablet-pc'en Galaxy Tab.
Apple fremhæver produktlinjen Galaxy som særligt krænkende.
"Kopieringen er så gennemgribende at Samsung Galaxy-produkterne ligner faktiske Apple-produkter - med den samme rektangulære form med afrundede hjørner, sølvkant, flad front med en betragtelig sort kant i top og bund, blidt kurvet bagpå og en skærm med farverige kvadratiske ikoner med afrundede hjørner," lyder anklagen.
Oversat af Thomas Bøndergaard