Sådan nemt gør du dine fotos bedre
Hvis du har et spejlreflekskamera og endnu ikke har skudt i formatet raw, så har du noget til gode.
Som navnet antyder, er filformatet en rå og ukomprimeret version af dit billede, modsat det traditionelle jpeg-format.
Det giver dig derfor nogle unikke muligheder for at justere dit foto foran computeren, uden det drukner i støj og dårlig billedkvalitet.
De fleste spejlreflekskameraer tilbyder brugeren at skyde i raw-format, og hos Canon hedder filerne .CR2, mens de hos Nikon hedder .NEF.
Ved at importere de rå filer ind i et billedbehandlingsprogram har du mulighed for at rette op på en kikset hvidbalance, justere eksponeringen, rette forvrængninger og en mængde andre ting.
Det er virkelig smart, da du dermed kan redde elendige fotos fra at ende i skraldespanden, og samtidig har du mulighed for at give dine udmærkede billeder småjusteringer, så de ser brillante ud.
Problemer med raw
Der er dog også nogle ulemper ved at skyde raw. En fil fylder nemt fire gange så meget som et jpeg-billede, og du kan kun åbne raw-filer i særlige programmer.
Samtidig skal du ikke forvente, at Windows er i stand til at afkode dine filer, og derfor får du ikke nødvendigvis en thumbnail-præsentation, som du kender fra jpeg-filer.
Det kan ødelægge overblikket, hvis du har mange raw-filer samlet i en mappe. Det er dog muligt at lære Windows at afkode og vise raw-filer, og du får et tip til Windows XP her og et tip til Windows 7 her.
Trods ulemperne er det alligevel værd at indstille kameraet til at skyde raw, som godt kan sammenlignes lidt med gammeldags negativer. Du får i hvert fald muligheden for at fremkalde dit foto igen og igen med en masse forskellige justeringer, uden det går ud over billedkvaliteten.
På den næste side gennemgår vi, hvordan du nemt forvandler et uheldigt foto til lækkerbisken med ganske få klik.
Download gratis prøveversion
Der findes flere programmer, som er i stand til at behandle raw-filer og trylle dem om til jpeg-filer.
Photoshop CS5 Extended er den altoverskyggende konge, men softwaren koster også over 10.000 kroner, hvis du vil have en dansk version.
Heldigvis findes der gratis programmer til konvertering som eksempelvis GIMP, men vores favorit er dog Adobe Lightroom 3, der har en intuitiv og indbydende brugergrænseflade, som selv nybegyndere lynhurtigt vil kunne mestre.
Programmet har stort set samme motor til raw-konvertering som Photoshop, til gengæld koster Lightroom 3 kun omkring 2.000 kroner, og faktisk er det nemmere at behandle raw-filer i Lightroom end i Photoshop.
2.000 kroner er naturligvis mange penge for et stykke software, men hvis du gerne vil forkæle dine fotos og ikke mindst forbedre dem, så er Lightroom 3 et virkeligt suverænt stykke værktøj.
Du kan downloade en 30 dages prøveversion af Lightroom 3 her.
Sådan gør du
Det er en forholdsvis simpel opgave at justere et raw-foto i Lightroom 3 og konvertere det til en spiselig jpeg-fil.
Åben programmet og træk filen ind i Lightroom. Du kan også vælge at klikke på File i øverste venstre hjørne og Import Photos (brug alternativt genvejstasterne: Ctrl+Shift+I), og det er praktisk, hvis du har mange filer, der skal behandles i programmet. Vores testbillede er tydeligvis overeksponeret og dermed alt for lyst. Det er nok ikke et foto, som kommer op at hænge i stuen - medmindre det justeres lidt.
Vælg Develop i øverste højre, og du får nu et arsenal af muligheder for at justere dit billede. Da eksponeringen er helt gal, skal den naturligvis ændres.
Du kan blandt andet også arbejde med skyggeområder og højlys. Ved at klikke på Darken har du mulighed for at få farverne til at træde tydeligere frem, og det skaber kontrast. Det er smart, da mange raw-filer kan virke en smule grå og ufærdige. Men med lidt justeringer kan du virkelig få billedet til at poppe.
Du har også mulighed for at arbejde med bestemte farver og trække dem tydeligere frem. Her vil vi gerne have lidt kulør på en blå skjorte, så vi skruer op for farvemætningen ud for Blue og Aqua.
Her er forskellen på den originale raw-fil og resultatet efter at have justeret billedet ganske lidt.
Dermed står vi tilbage med et billede, der ser noget mere professionelt ud end udgangspunktet. Det tog kun få minutter at nå frem til det resultat.
Herefter gælder det blot om at eksportere billedet som en jpeg-fil, så den kan sendes til fremkaldelse eller sendes til familien via e-mail. Det foregår ved at gå ind i menuen File og vælge Export (alternativt genvejen: Ctrl+Shift+E).
Lightroom 3 har dog mange flere finesser, eksempelvis muligheden for at eksponere bestemte områder af et billede. Her er kvindens ansigt undereksponeret, men med en pensel er det nemt at øge eksponeringen helt præcist i hendes hoved.
Du kan med forholdsvis begrænset indsats få dine fotos til at se mere professionelle ud, hvis du sætter dig ind i de mange muligheder, der findes i Lightroom 3. Det smarte ved programmet er, at det er baseret på knapper, du kan trække mod højre eller venstre. Derfor er det nemt at eksperimentere med indstillingerne og lære at mestre programmet.
Da du arbejder med en raw-fil, ødelægger du ikke noget, selv om du kommer til gå lidt for kreativt til værks. Du kan til enhver tid resette dit foto, så det vender tilbage til den originale raw-fil.