Computerworld News Service: Kampen mod visse grupper af kriminelle, bedre kendt som botnet, lider under manglen på koordination, hvilket har resulteret i en cybercrime-industri til mere end 50 milliarder kroner om året.
Sådan lyder overskriften i en ny rapport fra en af EU's sikkerhedsagenturer.
Trods det, at mange researchere, sikkerhedsfirmaer og regeringer allerede aktivt efterforsker botnet, findes der stadig en del mangler både i det internationale samarbejde, i de nationale love og i informationsdelingen, som har gjort det muligt for botnet-bagmænd at bygge robuste netværk, skriver European Network and Information Security Agency.
"Motivationsfaktorerne for at skabe ondsindet software har ændret sig, og det har ledt til en kommercielt orienteret undergrundsøkonomi for kriminelle i cyberspace," skriver ENISA, som beskæftiger sig med emner inden for europæisk informationssikkerhed.
Computere bliver inficerede med botnetkode via software-sårbarheder eller andre angrebsmetoder, som for eksempel ondsindede e-mail-vedhæftninger.
Inddrag nøglespillere
Når en maskine er blevet inficeret, kan den uden ejerens kendskab bruges til at udsende spam-mails eller DDoS-angreb eller til andre lyssky formål.
Den kode, der bliver brugt til at inficere maskinerne med, er ofte meget robust og i stand til at undslippe sporing fra antivirus-software.
Dem, der kontrollerer maskinerne, benytter sig desuden af mange forskellige metoder til anonymitet og besværliggør dermed sikkerhedsanalytikeres og myndigheders sporingsarbejde.
ENISA anbefaler at inddrage nøglespillere med mulighed for at gribe ind, som for eksempel internetudbyderne.
I Tyskland hjælper et regeringsstøttet program udbyderne med at opsætte teknologi, der kan identificere kunder med inficerede computere, og som kan hjælpe med at rense maskinerne, fortæller Giles Hogben, der er leder for sikkerhedsapplikationer og services hos ENISA.
"I sidste ende er det ikke bare ens egen maskine, der lider," siger Giles Hogben.
"Man har også et slags socialt ansvar for at holde sin computer ren, eftersom den slags også går ud over andre mennesker," tilføjer han.
Oversat af Marie Dyekjær Eriksen