Læsø Kommunes borgmester, Thomas Wrichsberg Olsen, er stærkt utilfreds med bredbånds-infrastrukturen på øen.
Den halter ifølge borgmesteren efter resten af landet, fordi TDC nedprioriterer Læsø.
Derfor er han fortaler for, at staten lægger et nyt fiberkabel ud til øen, hvor TDC's konkurrenter kan leje sig ind og eventuelt udrulle et nyt fibernet ud fra.
Det er en model, som TDC finder konkurrenceforvridende, fordi statsmidler bliver brugt.
Men derudover er kritikken af infrastrukturen på øen heller ikke berettiget, lyder det fra teleselskabet.
"Hvis man som læsøbo føler et behov for en højere kapacitet på sin internetforbindelse, så er man velkommen til at bestille det, for muligheden er der. Man kan bare købe det," siger pressemedarbejder Rasmus Avnskjold fra TDC.
Læsøs tre største byer, Vesterø, Byrum og Østerby, har hver én central, hvorfra TDC distribuerer bredbåndsforbindelserne ud til øens cirka 2.000 indbyggere.
TDC oplyser, at den model sikrer, at 40 procent af øens indbyggere er garanteret mindst 30 megabit per sekund i download-hastighed. Det er højere end landsgennemsnittet på 27 procent.
Derudover er 85 procent af øens borgere garanteret minimum fem megabit, mens tallet på landsplan er 93 procent. Og med den dækning har borgerne mere, end de efterspørger, forklarer Rasmus Avnskjold.
"Vi oplever ikke, at efterspørgslen på bredbånd på Læsø er ligeså høj som den kapacitet, der faktisk er mulig," siger han.
Har opgraderet nettet
Borgmesteren på øen, Thomas Wrichsberg Olsen, henviser i sin kritik til IT- og Telestyrelsens bredbåndskortlægning for 2010. Heri står der, at Læsø ligger i bund, når det handler om adgang til download-hastigheder på mindst 30 megabit.
"Når borgmesteren læser tallene fra bredbåndskortlægningen, så er det tal, der er tre kvarte år gammel," siger TDC's Rasmus Avnskjold og tilføjer:
"Vi har opgraderet, siden vi indberettede de her tal til IT- og Telestyrelsen sidste år. Centralerne på Læsø er ligesom andre steder i landet blevet opgraderet til 30 megabit siden dengang."
Læsø-borgmesteren fortæller til Computerworld, at han hører fra borgere, at infrastrukturen nogle steder ikke kan levere mere end 512 kilobit per sekund i download-hastighed.
Er det tilfældet, så er det et særtilfælde, fortæller TDC's Rasmus Avnskjold.
"Signalet bliver svagere, jo længere du bor fra centralen. Det er ikke kun på Læsø, men det er tilfældet alle steder. Derfor er det på de fjerneste liggende gårde, at signalet ikke er tilstrækkeligt," siger han.
Energistyrelsen er i øjeblikket ved at undersøge, om det kommende statsfinansierede fiberkabel til Læsø er i strid med elforsyningsloven.
Videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen (K) har tidligere i et svar til Folketinget sagt, at hun finder et statsfinansieret kabel unødvendigt.