Tjek apps inden du downloader dem
Business Center blev glad, da Android Market forleden blev web-enablet, så man fra en stor skærm kan gå på opdagelse blandt de mange tusinde apps på Android Market.
Nu skulle det være slut med kun at gå efter de kendte og udbredte apps og i stedet se på de mange ukendte apps, der ligger på Android Market.
Nu begynder historierne om malware-inficerede Android-apps så at rulle ind fra nettet, hvilket ikke kan undgå at lægge en dæmper på lysten til at afprøve de mange, ofte gratis, apps.
Se en liste over apps, der er inficeret med den seneste malware DroidDream her.
Apple kontrollerer apps, Google mere afslappet
I modsætning til Apple, der fører en striks kontrol med hvilke apps, der er velkomne i sin app store, så har Google, indtil videre, valgt en mere afslappet holdning og fører ikke nogen synderlig kontrol med indholdet på Android Market.
Kriminelle tager en eksisterende app og uploader en tilsvarende malware-inficeret app. De malware-inficerede apps kan stjæle oplysninger fra mobilen og/eller ringe og sende sms til telefonnumre med overtaksering.
Betyder det, at du ikke længere skal downloade apps?
Tag dine forholdsregler
Nej, men det betyder, at du skal være grundigere med at udvælge, hvilke apps du vil have på din mobiltelefon.
Ligesom de fleste af os ikke bare uden videre installerer programmer fra nettet, skal vi vænne os til, at vi ikke bare ukritisk skal downloade apps til mobilen. Selv om det er blevet meget meget nemt at gøre det med et enkelt klik.
Læs anmeldelser og tjek udvikleren af app'en
På Android Market kan du læse reviews af en app. Vær ikke kun opmærksom på advarsler i reviews. Hvis der er en masse lovprisende reviews skrevet i samme stil om en nyligt frigivet app, kan det være tegn på, at de kriminelle bagmænd selv har skrevet reviews.
Du kan også se, hvem der har udviklet en app. Er det en udvikler, der er kendt? Tjek hvilke andre apps udvikleren står bag og tjek eventuelt udviklerens website.
Tjek app via søgninger
Søg på nettet efter eksempelvis "malware" og "navnet på app". Tjek anmeldelser af apps på diverse sites. Det vil også være en god ide at holde øje med Android Police og mobile sikkerhedsblogs som mylookout
Ja, det bliver lidt mere besværligt, men hellere bruge lidt tid på at forebygge en mobil infektion. Det kan tage lang tid, koste penge og koste megen frustration, hvis din mobil angribes af malware.
Dernæst skal du se på, hvilke rettigheder en given app kræver af din telefon. Har den eksempelvis brug for at ringe eller sende sms? Den slags kan du se, inden du installerer den.
Vær opmærksom på hvilke permissions app'en kræver
Hvis en app eksempelvis kræver adgang til "send SMS" eller "send MMS" og ikke burde sende sms eller multimediebeskeder som led i sin normale funktion, bør du være på vagt.
Der er andre permissions, der kan indikere, at der er tale om en skummel app, men de permissions anvendes af langt de fleste apps med god grund, så vær ikke alt for paranoid.
"Modify/Delete SD card contents" giver eksempelvis fuld adgang til dine billeder og videoer. De fleste apps kræver adgang til SD kortet, så det er kun, hvis du allerede er mistænksom over for en app, at du kan bruge den oplysning.
En anden permission er "read phone state and identity". Det giver adgang til unikke numre som IMEI og IMSI, der identificerer din mobil - og dermed giver en kriminel mulighed for at klone den.
"Full internet access" giver app'en fuld adgang til internettet og dermed også til at modtage og sende data. De fleste apps bruger dog den funktionalitet, så igen bør du ikke være for paranoid.
Installer antivirus
Installer antivirus på din mobiltelefon. Der er massser at vælge mellem fra de traditionelle sikkerheds-leverandører som Kaspersky, Norton og andre. Du kan starte med det gratis AVG, hvis du ikke ønsker at bruge penge på mobil sikkerhed.