Tidligere var det voldsomt dyrt at bruge mobilen til at surfe, medmindre du gjorde brug af telefonens WiFi og fandt et netværk at koble dig på.
Prisen på datatrafik er fortsat ikke helt i bund, men efterhånden har flere teleudbydere valgt at tilbyde aftaler om fri trafik.
Et af de bedste tilbud i øjeblikket er Telmore, som for 50 kroner om måneden tilbyder op mod 1 Mbit downloadhastighed og 384 Kbit i upload.
Der er dog en grænse på trafikmængden, som ikke må overstige en gigabyte data om måneden.
Det er en hel del, og hvis du blot bruger mobilen til at læse nyheder, tjekke mail, Facebook og se nogle klip på YouTube, er der ingen grund til at frygte at banke over grænsen på en gigabyte.
Det er i øvrigt muligt at følge sit dataforbrug på Telmores webside, og du kan få advarsler, hvis du lidt for hurtigt er på vej mod den kritiske grænse.
Det smarte ved en aftale om fri trafik er, at du konstant kan være online med mobilen - uden at få et nervesammenbrud over udsigten til næste telefonregning.
Du kan få statusopdateringer fra vennerne via Twitter, få liveopdateringer fra fodboldkampe, chatte med familien og naturligvis følge godt med i nyhedsstrømmen.
Som en bonus kan du bruge din telefon som internetmodem for din bærbare computer. Det er overraskende nemt at sætte op. Du behøver derfor ikke slæbe en USB-nøgle med indbygget modem med dig, hvis du skal på udflugt med din notebook og gerne vil bevare forbindelsen til nettet.
Sådan bruger du telefonen som modem
Vi brugte en HTC Tattoo sammen med en MSI Wind med Windows 7, og deres parringsleg var yderst vellykket.
Først skal du installere et stykke software fra HTC på den bærbare, som kan downloades her. Derefter forbinder du blot telefonen med computeren via et normalt USB-kabel. På telefonens display får du nu tre valgmuligheder, og du skal klikke på "Deling af mobilt netværk". Så er det klaret, og du kan surfe løs på din bærbare computer.
Fremgangsmåden er stort set identisk for andre telefoner, men i nogle tilfælde skal du bruge de specialkabler, som fulgte med mobilen, når den forbindes til din pc.
Dataforbindelsen på op mod 1 Mbit er ikke vanvittig hurtig, hvis du er vant til en 20 Mbit-forbindelse hjemme foran skrivebordet. Men den fungerer udmærket, og du kan chatte løs i Messenger og åbne websider i et rimeligt tempo.
Find den rette udbyder for dig
Det skal tilføjes, at Telmores tilbud på fri datatrafik for 50 kroner om måneden kun er mulig at bestille frem til udgangen af januar, og prisen kun gælder frem til sommer. Herefter vil en 1 Mbit forbindelse med en grænse for datatrafikken på en gigabyte koste 100 kroner om måneden.
Telmores løsning er naturligvis mest fordelagtig, hvis du allerede er kunde hos teleselskabet. Du kan på din nuværende teleudbyders webside se, hvad der tilbydes af muligheder for fri trafik. Eksempelvis har Bibob.dk et tilbud, der ser ud til at matche Telmore.
Nogle teleselskaber har muligvis højere priser end Telmore og Bibob, til gengæld vil downloadhastigheden også være højere.