Vi tester verdens kraftigste grafikkort

Med et prisskilt på 4.000 kroner koster Radeon HD 5970-grafikkortet mere end en middelmådig stationær computer. Se her om ydelsen formår at retfærdiggøre den afskrækkende pris.

Vi tester verdens kraftigste grafikkort

Det antages, at filosoffen Sokrates blev dømt til at begå selvmord med skarntydesaft.

Hvorvidt det gigantstore Radeon HD 5970-grafikkort, der hos AMD's interne udviklingsafdeling lystrer kodenavnet "Hemlock" - på dansk "skarntyde" - vil have en tilsvarende dødelig indflydelse på konkurrenten Nvidias grafikkortsortiment, vil vores test afsløre.

Men lad os fokusere på de forhåndenværende fakta for en stund: ATI Radeon HD 5970 kan groft sagt opfattes som ét stort grafikkort med to af de lynhurtige Radeon HD 5870-grafikchip, vi netop har testet her på PC World.

Men sammenligningen er alligevel ikke helt gangbar - grafikhukommelsens taktfrekvens er nemlig reduceret fra 1.200 til 1.000 megahertz, og hastigheden på selve grafikprocessoren (GPU, Graphics Processing Unit) er reduceret fra 850 til 725 megahertz.

Til historien hører dog også, at AMD har gjort en gigabyte GDDR5-hukommelse tilgængelig for hver enkelt grafikprocessor, så den samlede hukommelsesmængde lander på hele to gigabyte.

Bedst til tårnhøje skærmopløsninger

Med en så stor hukommelsesmængde vil den hardwaretekniske læser sikkert indvende, at dette kort i så fald udelukkende vil give mening til afvikling af computerspil i endog meget høje skærmopløsninger.

Og observationen er helt igennem korrekt: Dette fuldvoksne grafikkort giver først for alvor mening, hvis du har en monitor på 30 solide tommer og en opløsning på 2.560 x 1.600 pixels, hvilket ikke er langt fra at svare til det dobbelte af en almindelig Full HD-opløsning.

På samme måde skal din computers strømforsyning gerne være på omkring 750 watt - grafikkortet alene kan ifølge AMD bruge op imod 300 watt - og have både 6- og 8-pins PCI Express-strømtilslutninger. Samtidig er det vigtigt at huske, at det kræver en tilsvarende aggressiv processor at udnytte kræfterne i kortet til fulde.

Vi vil derfor ikke anbefale dig at satse på noget mindre end en topmodel fra Intels Core i7-processorserie eller AMD's Phenom II X4 965-model, hvis du vil være i selskab med verdens allerkraftigste grafikkort.

Funktioner, støjniveau og ydelse

Arkitekturmæssigt adskiller HIS Radeon HD 5970 sig ikke fra Radeon HD 5870. Du får stadig DirectX 11-understøttelse, acceleration af HD-video i en række formater og mulighed for at benytte grafikprocessoren til GPGPU-beregninger (general-purpose computing on graphics processing units) via DirectCompute og OpenCL.

Vores testkort kommer fra taiwanske HIS, som foruden det inkluderede tilbehør, der blandt andet omfatter et serienummer til Colin McRae: Dirt 2 såvel som diverse skærm- og strømadaptere, er helt identisk med referencekortet fra ATI.

Du kan altså forvente en køler, der støjer en anelse mere end den, der er benyttet på Radeon HD 5870-kortet, men som i lighed med førnævnte er aldeles støjsvag, når grafikkortet ikke kaster sig hovedkulds ud i hæsblæsende 3D-grafik.

Er ydelsen pengene værd?

Problematikken med grafikkort baseret på to eller flere grafikprocessorer er - vanen tro - at ydelsen ikke nødvendigvis skalerer tilfredsstillende.

Vores ydelsestal indikerer, at AMD er sluppet ganske fornuftigt fra driveroptimeringerne, for ydelsen følger pænt med Radeon HD 5850- og 5870-kortene, når disse konfigureres i Crossfire.

At ydelsen stort set er på niveau med den, de to Radeon HD 5870-kort præsterer, er for os at se en udmærket handel. To 5870-kort er nemlig dyrere end et enkelt 5970.

Samtidig er én af fordelene ved 5970, at du kan benytte Eyefinity-skærmopsætninger med to grafikprocessorer - noget som for øjeblikket ikke er muligt, hvis du konfigurerer to enkeltkort i Crossfire.

Husk at bruge nye drivere

Op til artiklens deadline nåede vi også at afvikle DirectX 11-spillet Colin McRae: Dirt 2, selvom dette ikke er inkluderet blandt vores samling af benchmarks.

Med 5970-kortet lod det sig aflæse på ydelsen, at den ene grafikprocessor ikke deltog i det adrenalinpumpende rallyræs, så ydelsen var nede på niveau med et enkelt 5870. Sidenhen løsgav AMD dog en såkaldt hotfix, en særlig Catalyst-driver, der i netop dette spil bragte Radeon HD 5970 op på det ydelsesmæssige niveau, kortet er i stand til at bedrive.

HIS Radeon HD 5970 skuffer derfor ikke, hvad ydelsen angår, blot du er indstillet på, at du i ny og næ kan være nødsaget til at vente på nye driverudgivelser fra AMD for at få det fulde udbytte af de to grafikprocessorer.

Det er svagheden ved grafikkort med flere grafikprocessorer, og det står efter alt at dømme ikke til at ændre foreløbigt.

Sådan har vi testet

Vi har testet grafikkortets ydelse på en testmaskine udstyret med Windows 7, Intel Core i7-975-processor og Intel X58-baseret bundkort.

Opløsningen spiller en nøglerolle, hvis vi overhovedet skal være i stand til at vurdere grafikkortets ydelsesniveau, og det ville slet ikke give mening at teste med en opløsning på for eksempel 1.680 x 1.050 pixels, fordi processoren her kan blive den ydelsesmæssig begrænsende faktor.

Vi har derfor kørt kortene gennem testmøllen med opløsninger på henholdsvis 1.920 x 1.200 og 2.560 x 1.600 pixels, hvilket svarer til standarden på pc-monitorer på 24 og 30 tommer.

Vi har i denne omgang ikke testet ATI's Eyefinity-løsning, hvor spil kan nydes på tværs af minimum tre monitorer.

Det er dog en understøttet teknologi for de computerspillere, der måtte være interesserede, og samtlige grafikkort i Radeon HD 5000-serien understøtter disse skærmopsætninger, der også kan være til gavn i office/productivity-øjemed.

Nogle af de mest relevante løsninger at sammenligne med er Radeon HD 5850 og 5870 i Crossfire, ligesom SLI med GeForce GTX 285 eller GeForce GTX 295 påkalder sig vores opmærksomhed.

Ti forskellige grafikkonfigurationer testet

Vi har testet følgende grafikkort:
• GeForce GTX 285
• GeForce GTX 295
• SLI GeForce GTX 285
• Radeon HD 4870 X2
• Radeon HD 5850
• Radeon HD 5870
• Radeon HD 5970
• Crossfire Radeon HD 5770
• Crossfire Radeon HD 5850
• Crossfire Radeon HD 5870

Grafikkortene er testet i følgende spil:
• ArmA II
• Batman: Arkham Asylum
• Crysis: Warhead
• Tom Clancy's HAWX
• Need for Speed: SHIFT

Testresultater: 1.920 x 1.200

Testresultater: 2.560 x 1.600 pixels

Konklusion og strømforbrug

Radeon HD 5970-kortet er en tour de force på pixelskubbende spilydelse og funktioner.

Allerede i kraft af ankomsten af de etablerede kort i HD 5000-serien var Nvidias kort mere end en anelse bedagede - og prismæssigt praktisk talt irrelevante.

Med den rå ydelse i HD 5970 cementerer AMD derfor sin førerposition på markedet, men man må også spørge sig selv, om man i virkeligheden har behov for et så kraftigt og dyrt grafikkort. Allerede med Radeon HD 5870 - og selv det lidt langsommere 5850 - var ydelsen i en klasse for sig og helt acceptabel selv for kræsne computerspillere.

Dom: Hvis du er villig til at lægge 4.000 kroner hos den venlige mand i elektronikbiksen, så kan der være en vis fornuft forbundet med at vente på Nvidias bud på en DirectX 11-grafikgeneration, der ventes at gøre sin ankomst i første kvartal 2010.

Har du derimod akut behov for nyt grafikkort i monsterklassen, så er ATI Radeon HD 5970 den aktuelt vildeste løsning på markedet - og det anmeldte kort fra HIS et udmærket produkt med en god tilbehørspakke.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Targit A/S
Udvikling og salg af software til business intelligence.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Styrk din virksomhed med relevant, pålidelig og ansvarlig AI integration med SAP

Kom og få indsigt i, hvordan du bruger AI til at transformere og effektivisere dine arbejdsgange. Vi kigger nærmere på AI-assistenten Joule, der vil revolutionere måden, brugerne interagere med SAP’s forretningssystemer. Og så får du konkret viden om, hvordan du kommer i gang med at bruge AI til at booste din forretningsudvikling.

03. december 2024 | Læs mere


Fyr op under vækst med dataanalyse, AI og innovation

Hvor langt er den datadrevne virksomhed nået i praksis? Det kan du høre om fra virksomheder, som har foretaget transformationen. Du kommer også til at høre, hvordan de anvender AI i processen, hvilke mål de har nået, hvordan de har høstet gevinsterne og hvilke nyskabelser, der er på vej i horisonten.

04. december 2024 | Læs mere


Vejen til skyen

Få indsigt i, hvordan overgangen til en samlet cloud-platform har styrket virksomhedens agilitet, fjernet datasiloer og leveret realtidsdata for bedre beslutningstagning.

04. december 2024 | Læs mere