Computerworld News Service: Europa-Kommissionen lægger op til en udfordring af Google Bøger.
Europeana, EU's digitale bibliotek, tilbyder på nuværende tidspunkt gratis adgang til over 15 millioner digitaliserede bøger, kort, aviser, malerier, fotografier og andre kulturgenstande.
Det placerer projektet i direkte konkurrence med Google Bøger, som også estimerer at have digitaliseret omkring 15 millioner bøger.
Europeana beskæftiger sig hovedsagligt med såkaldte "forældreløse værker" (det vil sige materiale, hvis rettighedshavere ikke kendes) eller bøger, der er udgået fra forlaget.
I Europa digitaliserer Google indtil videre kun materiale, der er public domain, det vil sige værker fra før 1870.
Selvom det påpeges, at det primært er rettighedshavernes rolle at digitalisere værker, der er udgået fra forlaget, så anbefaler den ny rapport, at kulturelle institutioner skal have mulighed for at digitalisere materiale og gøre det tilgængeligt for offentligheden mod afregning med rettighedshaverne.
Sidste år bad Europa-Kommissionen om tilsagn fra Google om, at virksomheden ikke ville krænke forfatternes ophavsrettigheder. Internetgiganten svarede, at den kun ville vise værker med rettighedshavernes tilladelse.
I USA har Google dog indgået en aftale med mange forlag og begrænser her ikke sin bogdigitalisering til materiale, der er public domain.
Samtidig har europæiske organisationer brugt Google Bøger til at digitalisere deres materiale og har derefter indsendt filerne til Europeana. I september blev Ghent University Library det første til at bidrage til projektet med værker, der er public domain og skannet af Google.
Kommissær for Den Digitale Agenda, Neelie Kroes, talte ved offentliggørelsen af rapporten, hvor hun sagde, at hun byder konkurrenceelementet velkomment, og at det sandsynligvis vil føre til et bedre produkt. Hun tilføjede dog, at medlemslandene er nødt til at øge deres økonomisk støtte til digitaliseringen betydeligt.
Oversat af Thomas Bøndergaard