Den amerikanske regering har i al hemmelighed krævet, at det sociale netværkssite Twitter udleverede oplysninger om flere af sine brugere, der har tilknytning til whistleblower-sitet Wikileaks.
Det fremgår af retsdokumenter i en District Court-retssal i staten Virginia, som er gået til Twitter og forlangt oplysningerne udleveret.
Først var udleveringen af oplysningerne hemmelig, og i onsdags fik Twitter så lov til at afsløre, at disse oplysninger var efterspurgt af de amerikanske myndigheder.
Den amerikanske stat har blandt andet krævet at få udleveret brugernavne, adresser, forbindelsesoplysninger som IP-adresser, telefonnumre og betalingsinformationer på fem navngivne Twitter-folk med Wikileaks-forbindelser.
Julian Assange i søgelyset
Af de ønskede folk er blandt andre Wikileaks-stifter Julian Assange, skriver BBC.
Ifølge en retskendelse fra den 14. december har de amerikanske retsmyndigheder fremskaffet beviser, der viser, at Twitters informationer om brugerne er "relevant materiale til en igangværende strafferetlig efterforskning."
Her er Julian Assange formentlig mistænkt for at være medskyldig i udleveringen af en kvart million dokumenter fra amerikanske ambassader.
Udover Julian Assange går stævningen fra de amerikanske myndigheder på at få udleveret oplysninger om korporal Bradley Manning, der formodes at være manden bag hele lækket omkring ambassade-korrespondancerne.
Bradley Manning står til at skulle bag tremmer i 52 år for at have udleveret klassificeret militært materiale.
Julian Assange: Ren chikane
Også den islandske politiker Birgitta Jonsdottir samt hollandske hacker Rop Gonggrijp og den amerikanske programmør Jacob Appelbaum, som begge tidligere har arbejdet med Wikileaks, er i det amerikanske myndigheders søgelys.
I Weekenden fordømte Julian Assange stævningen og sagde, at det var ren chikane.
"Hvis den iranske regering forsøgte at fremskaffe disse oplysninger fra journalister og aktivister fra udenlandske nationer ved hjælp af tvang, ville menneskerettighedsgrupper i hele verden tale ud," forklarede Wikilieaks-stifteren i en pressemeddelelse.
Twitter kvidrer nødigt
Twitter har indtil videre forholdt sig tavs i sagen. Nogenlunde tavs i hvert fald.
"Det er vores politik at give brugerne besked om retshåndhævelse og statslige anmodninger om deres oplysninger, medmindre vi er retligt forhindret i at gøre det," lyder det fra Twitter, som først i onsdags fik lov til at fortælle sine brugere om de amerikanske myndigheders interesse i deres oplysninger.
Nu er Wikileaks ifølge The Guardian gået i offensiven og har henvendt sig hos Facebook og Google for at få de to selskaber til at offentliggøre eventuelt hemmelige stævninger.